Handicappede risikerer at miste ferie

Efter KL har erklæret det for ulovligt at opkræve penge fra handicappede borgere, der har brug for at have en ledsager med på ferie, så har flere kommuner lukket pengekassen i.

Udviklingshæmmede og andre handicappede, der har brug for at have en ledsager med på ferie, risikerer at måtte blive hjemme. (Foto: iprole © Sxc.hu)

Mindst 5500 udviklingshæmmede risikerer at miste muligheden for at komme på ferie i år. Det vurderer landsorganisationen LEV.

Kommunernes Landsforening (KL) skrev for nylig til kommunerne, at det er ulovligt at kræve betaling fra borgerne til at få en ledsager med på ferie.

Det har fået blandt andre Mariagerfjord og flere andre kommuner til at indstille ferierne indtil videre.

For at være inkluderet i den danske kultur må man også leve som danskere i øvrigt gør. Det synes jeg ikke, man gør på den måde, som det bliver forvaltet nu.

Torben Jensen, Danske Handicaporganisationer

DH: Handicappede skal leve som andre danskere

Dybt urimelligt, mener Torben Jensen fra Danske Handicaporganisationer (DH) i Mariagerfjord.

- For at være inkluderet i den danske kultur må man også leve som danskere i øvrigt gør. Det synes jeg ikke, man gør på den måde, som det bliver forvaltet nu, siger han.

Ifølge serviceloven skal kommunalbestyrelserne tilbyde ledsagelse til personer, der ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Uddrag fra serviceloven

Socialpædagogisk bistand skal ydes til personer, der på grund af betydelig nedsat fysisk eller
psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov herfor.

Socialpædagogisk bistand kan bestå af hjælp, rådgivning, støtte eller omsorg, således at den pågældende kan leve et liv på egne præmisser.

Socialpædagogisk bistand kan ydes som et element i et samlet tilbud om bl.a. rådgivning, støtte, hjælp til pleje, behandling, træning eller ledsagelse til personer uanset deres boform

(kilde:www.ft.dk)

Handicapchef: Vi leder efter en løsning

Tidligere har kommuner dækket udgifterne til ferieledsagelse med betaling fra borgeren selv. Men efter KL har erklæret det for ulovligt, så har blandt andre Mariagerfjord Kommune trukket i bremsen, siger handicapchef Peer Heitmann.

- Vi er nødt til at finde en løsning, så vi hverken sætter institutioner, borgere eller pædagoger i klemme, siger den kommunale handicapchef.

Han er nu i gang med at undersøge, hvad det koster kommunen at finansiere ferierne. Og mens det står på, er der altså lukket for pengekassen og udviklingshæmmede og andre handicappede kan kun komme på ferie, hvis de hyrer en vikar.

DH: Vikarer er ikke en løsning

Men det er ikke en brugbar løsning, mener Torben Jensen fra Danske Handicaporganisationer.

- Mange af de personer, der bliver ramt af det her, er udviklingshæmmede, som er tryghedssøgende og kræver, at det er personale, der kender dem. Derfor vil det reelt være umuligt at tage på ferie for mange af de her borgere, vurderer Torben Jensen.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på nord@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.