Har du forhøjet kolesteroltal? Så hold øje med, hvad du hælder i kaffekoppen

Vi drikker mere kaffe, der ikke har været igennem et filter, og det kan hæve kolesteroltallet.

Kaffen er ikke bare kaffe - brygningen har betydning for, hvor mange stoffer, der følger med ned i koppen. (Foto: Foto: Jens Nørgaard Larsen © Scanpix © Scanpix)

Der er fyldt godt op på kaffebarerne i gågaden i Aalborg en stille formiddag.

- Jeg elsker kaffe. Det kan jeg ikke undvære, fortæller Susanne Sørensen, der sidder ved et cafébord med en veninde og nyder en velanrettet frokost med en varm kop.

- Det er en god kaffe. En stærk kaffe, bemærker hun.

Kaffen, der laves her på stedet, bliver ligesom på mange andre caféer lavet på en espressomaskine, hvor 92 til 95 grader varmt vand i 20 til 30 sekunder bliver presset ned gennem en tætpakket portion finmalet kaffe.

Det giver en dejlig koncentreret smag, som kan bruges, som den er i form af en espresso, eller benyttes i en cappuccino, café latte eller americano.

Men modsat den traditionelle kaffemaskine hjemme på køkkenbordet løber kaffen under bryggeprocessen ikke gennem et papirfilter.

Det betyder, at flere af de naturlige stoffer fra kaffen følger med ned i koppen, og det kan gå ud over dit kolesteroltal.

Derfor råder Foreningen af Kliniske Diætister folk med et i forvejen højt kolesteroltal til at holde igen med de mere moderne kaffetyper.

- Man bør begrænse indtaget af ufiltreret kaffe, fordi det kan være med til at hæve den del af kolesteroltallet, der hedder LDL, fortæller næstformand i foreningen, Trine Bech Klindt.

Det er nyt for Susanne Sørensen, der er en af 600.000 danskere, der har et for højt kolesteroltal.

- Det vidste jeg ikke, siger hun.

Det lede kolesterol

Helt præcist er det stofferne kahweol og cafestol, der kan give en stigning i LDL - den del af kolesteroltallet, der populært omtales som det ’lede’ kolesterol og kan være årsag til hjertekarsygdomme.

Drikker man ufiltreret kaffe, kan det få kolesteroltallet til at hæve sig fra 0,1 til 0,2, viser undersøgelser, som Foreningen af Kliniske Diætister har sammenfattet i en vejledning.

Og selvom det måske ikke lyder af skræmmende meget, så er det værd at holde øje med, siger Trine Bech Klindt.

- Sammen med alle de andre anbefalinger i forhold til kosten har det jo en betydning. Og det er værd at tage alle delene med, siger hun.

Susanne Andersen får medicin for forhøjet kolesteroltal, men hun har aldrig hørt om, at kaffe kunne forværre det. (Foto: Søren Flytkjær © DR Nórdjylland)

Også hos Hjerteforeningen råder man folk til at tænke sig om.

- Vi anbefaler, at man har sin opmærksomhed på, at ufiltreret kaffe kan have en ugunstig indvirkning på det 'lede' kolesterol, siger diætist Lotte Juul Madsen.

Frarådes af myndigheder i Norge

I Norge anbefaler Helsedirektoratet personer med øget risiko for hjertekarsygdomme, at man nøjes med at drikke en lille mængde ufiltreret kaffe eller kun at drikke det af og til.

Samme anbefaling finder man ikke hos den danske pendant, Sundhedsstyrelsen.

- Vi har i Sundhedsstyrelsen ikke aktuelt planer om det, fortæller ernæringsekspert og chefkonsulent, Tatjana Hedegaard.

Det skyldes dog, at man i Danmark modsat Norge holder sig til at give generelle sundhedsanbefalinger og ikke til mindre patientgrupper.

Kaffe har gode egenskaber

Overlæge og adjungeret professor ved Aarhus Universitetshospital Kjeld Hermansen var i 2015 med til at lave en samlet rapport over kendt viden i forhold til kaffe, sundhed og sygdom for Vidensråd for Forebyggelse.

Kjeld Hermansen bekræfter, at cafestol og kahweol kan give en let stigning i kolesteroltallet, og derfor foreslår han, at personer med et uacceptabelt højt niveau skifter til filterkaffe på bekostning af ufiltreret kaffe.

Har man et passende kolesteroltal, uanset om man er i behandling eller ej, kan man imidlertid godt holde fast i sine kaffevaner, mener han.

Og kigger man på filterkaffe og ufiltreret kaffe samlet set, så er der faktisk gode effekter af at drikke kaffe – heriblandt en lavere dødelighed (antallet af døde i løbet af et år) på 10 til 15 procent samt lavere forekomst af åreforkalkning i kranspulsårerne, forklarer Kjeld Hermansen.

- Så overordnet er der ikke tegn på en hjerteskadelig effekt af kaffedrikning, siger han.

På caféen i Aalborg tager Susanne Sørensen da også de nye oplysninger med ro i maven.

- Vi lever jo livet farligt. Så det bliver jeg ved med, siger hun.

På linje med filterkaffe er instant kaffe (populært kaldet pulverkaffe) også et godt alternativ til ufiltreret kaffe. Her er forekomsten af cafestol og kahweol ligeledes meget lille.