Heidis datter skulle inkluderes: Mille kastede op, inden hun skulle i skole

Aalborg Kommune overvejer at halvere antallet af specialklassepladser. Heidi Møller advarer mod det, efter hendes datter er blevet forsøgt inkluderet.

- Hele hendes krop sitrede, når hun skulle sove, hun bed sig selv i læber og kinder, og når det var allerværst, kunne hun finde på bare pludselig at kaste op.

Heidi Møller Lundin fortæller om sin datter Mille, der har adhd. Da hun skulle starte i skole, blev hun placeret i en almindelig klasse, men det blev aldrig en succes for Mille at skulle passe ind sammen med de andre.

- Jeg blev vant til hver aften at tage telefonen og sige undskyld til én af de andre forældre, fortæller Heidi Møller Lundin.

I næste uge starter Aalborgs kommunalpolitikere drøftelser om den fremtidige politik omkring specialklasser og inklusion. Det kan ende med at placere endnu flere elever som Mille i almindelige folkeskoleklasser.

Lige nu er der nemlig et forslag på bordet om at halvere antallet af specialklassepladser i kommunen, så kun børn med fysiske handicap eller autistiske diagnoser kan komme i specialklasser.

Men det kan påvirke børnene i mange år fremover, mener Heidi Møller Lundin. Hun oplevede, at hendes datter ændrede opførsel derhjemme af hele tiden at skulle forholde sig til en hel klasse.

- Hun var en glad pige, men hun blev sur, stresset og indadvendt i løbet af de første skoleår, fortæller Heidi Møller Lundin fra Sulsted nord for Aalborg.

Frygter varige mén

De sociale problemer gjorde, at Mille sjældent var modtagelig over for undervisning, og derfor er hun endt med at være langt bagud i forhold til sine jævnaldrende.

- Jeg tror ikke længere, at hun kan nå at indhente det, inden hun er færdig med skolen, så jeg er ikke i tvivl om, at det kommer til at give hende varige mén, siger Heidi Møller Lundin om sin datter, der efter flere års forværring endte med at blive erklæret egnet til at komme i et autismetilbud på Vestbjerg Skole, selv om hun ikke er autist.

Formand for Aalborg Lærerforening Karsten Lynge Simonsen frygter, at forløb som disse vil ske oftere, hvis Aalborg Kommunes politikere vælger at forsøge inklusion af flere elever.

- Det vil få konsekvenser for enten de børn, der kommer ud i en almindelig klasse, eller for de elever, der er der i forvejen, siger han.

På landsplan er antallet af elever i specialtilbud i folkeskolen blevet reduceret med 18 procent de seneste seks år.

Karsten Lynge Simonsen mener, det er uheldigt, at man i Aalborg nu igen overvejer at skære i antallet af specialklassepladser for at undgå et underskud på området med 45 millioner kroner.

- Det virker som om, at man tager beslutningerne ud fra et økonomisk synspunkt og ikke længere ud fra et pædagogisk synspunkt, siger lærerformanden.

Skoleudvalget i Aalborgs byråd skal diskutere foreslaget på tirsdag. Rådmanden og udvalgets næstformand vil ikke udtale sig om sagen inden da.

Heidi Møller Lundin håber på, at de ved mødet dropper ideen med at lukke 450 ud af 900 specialklassepladser.

- Jeg er bange for, at årene i almindelig folkeskole gør, at hun ikke får en uddannelse. Og hvis man lukker flere pladser, risikerer man, at det sker for endnu flere børn, siger Heidi Møller Lundin.

Facebook
Twitter