Her taler de ældre om døden: 'Man vil ikke ende som en anden grøntsag'

På tre plejehjem tager plejepersonalet som et forsøg samtaler om døden.

Else Kokholm Pedersen vil ikke risikere at visne hen uden at kunne noget som helst. (Foto: © Magnus Munk Kristiansen - DR Nordjylland)

Selvom døden kan være svær at tale om, så har alle et ønske om at komme herfra på en god måde.

Derfor har tre plejehjem på tværs af landet deltaget i et forsøg, hvor personale, læger og beboere taler sammen om den sidste tid.

Det handler blandt andet om at finde ud af, om den ældre ønsker at blive genoplivet, hvis man eksempelvis skulle blive ramt af et hjerteanfald.

- Det har min mand og jeg snakket om i flere år, fortæller 83-årige Else Kokholm Pedersen, der er beboer på et af plejehjemmene i forsøgsordningen, Solsidecentret i Nibe.

- Vi ville ikke ligge som en anden grøntsag. Det har vi set, at flere har gjort, fortæller hun.

Døden kommer en dag

Else Kokholm Pedersens mand døde i april, og hun er afklaret med, at hun formentligt også skal herfra inden alt for længe. Alligevel er hun glad for, at personalet er der til at snakke om det, når hun har brug for det.

- De har været så søde og rare. De kunne se på mig, når jeg havde det dårligt, og så har de spurgt, om ikke vi skulle gå ned og snakke lidt, siger Else Kokholm Pedersen.

Svært at snakke om

Udover plejehjemmet i Nibe, har også plejehjem i Gladsaxe og Stevns Kommune deltaget i projektet.

I Nibe har erfaringerne været så gode, at man nu vil udvide ordningen til at gælde alle plejehjem i kommunen.

- Det er vigtigt, at medarbejderne på alle vores plejehjem kan klare de her lidt svære situationer, siger rådmand for Ældre- og Handicapudvalget i Aalborg Kommune, Jørgen Hein (R).

For personalet har det betydet, at de nu har lejlighed til tage nogle samtaler, som de ellers ikke har fået taget så ofte.

Mange ældre og pårørende tager det nemlig ikke op af sig selv.

- For langt de fleste er døden et tabu. Det kan den i hvert fald være, siger social- og sundhedsassistent på Solsidecentret, Christine Post.

Afstemt med de pårørende

Personligt synes Christine Post ikke, at det er svært at tale om, men det kræver, at man tager tingene i det rigtige tempo, forklarer hun.

- Man kan ikke bare sige: 'Hvordan ønsker du at dø?'

På Solsiden begynder de allerede at tage samtalen ved indflytningen, hvor den nye beboer bliver spurgt, om man har et såkaldt behandlingstestamente.

Snakken finder også sted ved det årlige helbredsbesøg fra en læge, og det betyder, at langt hovedparten af de 83 beboere på Solsidecentret nu har taget stilling til, om de ønsker livsforlængende behandling og genoplivning, hvis der skulle ske noget alvorligt med dem.

Else Kokholm Pedersen har også fortalt sine pårørende om situationen, så de ved, hvordan hun har det.

- Vi har snakket om det. Rent ud sagt, siger hun.