Hjemmelavet mad giver ældre større appetit

De ældre i Mariagerfjord er tæt på idealvægten. De spiser mere, når maden bliver lavet nær dem.

Flere ældre er blevet normalvægtige, efter madlavningen er rykket ud på plejehjemmene i Mariagerfjord. (Arkivbillede)

Duften af hakkebøf, karbonader og hjemmebagt brød giver de ældre større appetit og rundere kinder.

Det seneste år har plejecentrene i Mariagerfjord Kommune kogt kartoflerne og stegt bøfferne tæt på de ældre, og det har fået beboernes body mass index - eller bare BMI - til at vokse.

Distriktsleder Hanne Virkmann er ikke i tvivl om, hvorfor de ældre tager på:

- Duften er kommet tilbage på plejecentrene. Beboerne kan se, hvad der sker i køkkenerne, og de kan være med til at bestemme, hvad vi skal spise.

- Er vejret godt, kan vi som i andre familier vælge at tage på skovtur eller hente grillen frem, siger hun.

Andel med normal vægt vokser

Andelen af ældre med en normal BMI er vokset fra 70 til 80 procent, efter madlavningen igen er flyttet ud på ældrecentrene.

Det er penge fra regeringens ældremilliard, som har gjort det muligt for Mariagerfjord Kommune at skifte til egenproduktion i plejecentrenes køkken.

Den større appetit har også betydet, at de ældre har fået flere kræfter til at deltage i træningsaktiviteter.