Hjernetumor ødelagde Mikkels fodbolddrøm: Nu er han landets yngste superligadommer

Nogle af kampene i den danske superliga bliver fra næste sæson dømt af en kun 24-årig nordjyde.

Dommer Mikkel Redder i munter snak med anfører Steffen Kielstrup (Vejle Boldklub) under kampen i 1. division mellem Vejle Boldklub og FC Helsingør 11. august 2016 på Vejle Stadion. Foto: Claus Birch (Foto: Claus Birch © Claus Birch (All rights reserved).)

Når den kommende superligasæson begynder i midten af juli, er det med den yngste dommer nogensinde i ligaens dommerkorps.

Mikkel Redder, hedder han. Han er 24 år og kommer fra Nørresundby i Nordjylland.

- Det er jeg selvfølgelig rigtig, rigtig stolt over og beæret over. Det er mange års hårdt arbejde, der kulminerer nu, siger Mikkel Redder.

Det er mange års hårdt arbejde, der kulminerer nu.

MIKKEL REDDER, SUPERLIGADOMMER

Mikkel Redder går ind til opgaven med stor ydmyghed.

- Jeg er jo den yngste dommer, og det er først nu, det hårde arbejde begynder, siger han.

Mikkel Redder er både et fodboldtalent og et dommertalent. I en meget ung alder fik han lov at træne med Nørresundbys 2. divisionshold.

- Så jeg er vant til at være sammen med ældre fodboldspillere. Det er det samme, jeg skal nu. Jeg skal ud at bevise, at jeg også kan dømme en superliga-kamp. Jeg vil forsøge at skabe respekt ved bare at være mig selv. Jeg er en empatisk og indlevende dommer, der forstår at fodbold også er følelser, og det er da blevet godt modtaget, siger han.

Fra veltrænet til gumpetung

Mikkel Redders korte karriere har også budt på en prøvetræning hos engelske Liverpool - men han blev syg og skulle opereres i hjernen, da han havde fået en tumor.

- Den sygdom gjorde, at jeg tog mange kilo på og blev meget stor. Jeg havde det ikke godt med at gå fra at være tynd og veltrænet til at være gumpetung, men så fandt jeg glæden igen ved at blive dommer, fortæller han.

Jeg går til opgaven med stor ydmyghed og vil suge til mig af råd fra de erfarne superliga-dommere, siger Mikkel Redder. (Foto: Katrine Seier, DR Nordjylland.)

I dag er Mikkel Redder rask, og han har gjort kometkarriere som fodbolddommer.

Han begyndte at dømme kampe i en alder af bare 15 år, og som 22-årig debuterede han som dommer i 1. division, hvor han ligeledes var den yngste dommer.

Han har passet fløjten og de gule eller røde kort så godt, at han altså nu er forfremmet til landets bedste fodboldrække.

- Det er vildt og lidt surrealistisk, men nu skal jeg ud at suge til mig af alle de gode råd, jeg kan få af de ældre og mere erfarne dommere.

Mikkel Redder tager i dag til Rusland for at se Danmark spille ved VM.

- Det bliver stort. Jeg elsker det spil.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på nord@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.