Hjertepatienter kan blive behandlet hjemme i sofaen

Patienter med åndenød og træthed kan måske slippe for at køre på sygehuset og i stedet få lægehjælp via nettet.

Patienter slipper for at køre ind til sygehuset, hvis de har spørgsmål, som lægen lige så godt kan svare på via internettet. (Arkivfoto) (© Scanpix)

Patienter med hjertesvigt kan måske undgå indlæggelser og opnå en bedre livskvalitet, hvis de får lov til selv at måle for eksempel blodtryk, puls og vægt for derefter at sende resultatet til lægen.

Det har patienter med lungesygdommen KOL allerede gjort i et par år - til patienternes store tilfredshed.

Og nordjyske patienter med hjertesvigt kan blive den næste gruppe, der får gavn af de gode erfaringer med telemedicin.

- KOL- og hjertesvigt-patienter ligner hinanden, når det gælder om at lede efter tegn på forværringer for at kunne gribe ind i tide, fortæller projektleder Tina Heide.

Patienter med åndenød slipper for rejse

Forsøget med KOL-patienterne evalueres først til efteråret. Men gruppen bag projektet går ud fra, at tilbuddet til patienterne fortsætter også næste år.

Gruppen beder nu regionen og kommunerne om støtte til at udvide projektet til også at gælde hjertesvigt-patienter:

- På den måde kan de spare tiden og klare deres opfølgende medicinske behandlinger hjemmefra i stedet for at skulle ind på sygehuset for en kort bemærkning, siger Anne Skjødt, der er udviklingskonsulent i Hjerteforeningen.

Ifølge hende er hjertesvigt-patienternes to hovedsymptomer, at de er trætte og lider af åndenød.

- Så det kan være, at man skal holde øje med sin vægt, og at man kan blive mere forpustet, og det kan man så få noget vejledning i, siger Anne Skjødt.

Vigtigt at tage sygdommen i opløbet

Det nordjyske hjertesvigt-projekt er på forhånd lovet otte millioner kroner i støtte af Digitaliseringsstyrelsen.

Gitte Nielsen, der er kardiolog og overlæge på Sygehus Vendsyssel, forklarer, at diagnosen hos hjertesvigt-patienter er, at det venstre hovedkammer, der skal pumpe blod ud i hovedpulsåren, er slapt og pumper med nedsat kraft.

- Opdager man ikke sygdommen, så kan den over tid udvikle sig til, at patienterne bliver mere og mere forpustede, så de selv i hvile, kan have svært ved at klæde sig på og måske ikke sove om natten, siger hun.

Det vurderes at omkring 55.000 danskere lider af hjertesvigt-har sygdommen. Og de udgør omkring fem procent af alle indlæggelser på sygehusene.

- Med telemedicinen kan man med ganske simple metoder måske tage noget af det i opløbet, når patienterne får mere læring om deres egen sygdom. Og det giver mere livskvalitet, siger Gitte Nielsen.

Facebook
Twitter