Hun blev kaldt 'tæve' af partifælle: Det er så grænseoverskridende

30-årige Jasmine Søgaard står nu frem efter krænkende beskeder fra nordjysk partifælle.

- Jeg forstår overhovedet ikke, at man kan tænke, at det er i orden at skrive tæve til en kvinde, man aldrig har mødt, siger Jasmine Søgaard. (© PRIVATFOTO)

- Tak tæve.

- Skriv til mig, at du gerne vil være min tæve.

Sådan lød nogle af de beskeder, Jasmine Søgaard i december fik på Facebook fra et nordjysk regionsrådsmedlem.

Begge var medlemmer af Socialdemokratiet, og ordlyden var efter hendes opfattelse så krænkende, at hun har klaget til partiet.

Efterfølgende har regionsmedlemmet, Thomas Hav, forladt Socialdemokratiet og er blevet løsgænger.

Ifølge Jasmine Søgaards forklaring, begyndte det hele med, at hun fik en venneanmodning på Facebook fra den nordjyske partifælle kort efter regionrådsvalget.

Skrev om politik

De kendte ikke hinanden i forvejen og havde aldrig mødt hinanden, men idét de begge var medlemmer af Socialdemokratiet, og der lige havde været valgkamp, så fandt hun det ikke underligt.

De skrev ifølge hende de næste 14 dages tid om politik.

Hun spurgte ham blandt andet om gode råd, fordi hun - som hun skrev - selv overvejer at stille op på et tidspunkt.

Udpluk af beskedrækken mellem Thomas Hav og Jasmine Søgaard.

Den 14. december 2017 ændrede tonen sig dog, da Thomas Hav angiveligt kaldte en partikollega for en "house-fisse".

- Jeg er målløs og skriver, at det begreb kender jeg ikke, men at det ikke lyder pænt, siger Jasmine Søgaard.

Hun forsøgte derefter at lukke samtalen ned ved at skrive, at hun var til socialdemokratisk konference.

- Så skriver han "tak tæve" og jeg svarer, "kalder du mig en tæve?", siger Jasmine Søgaard.

Ifølge den udskrift af chatten, som DR Nordjylland har modtaget fra Jasmine Søgaard, skriver det nordjyske regionsrådsmedlem senere, at han kun driller.

Dagen efter skriver han, at det ikke var i orden efterfulgt af et stort undskyld.

Men altså først efter at han har bedt hende skrive, at hun vil være hans tæve og skrevet, at han vil sende 10.000.

- Jeg synes, det er så grænseoverskridende og forkert opførsel fra en folkevalgt, siger Jasmine Søgaard.

For hende har det ikke den store betydning, at Thomas Hav senere skrev, at han ikke mente det.

- Jeg forstår overhovedet ikke, at man kan tænke, at det er i orden at skrive tæve til en kvinde, man aldrig har mødt, siger hun.

Har forladt partiet

Jasmine Søgaard har klaget over partifællens opførsel til socialdemokratiets partisekretær.

I Nordjylland opfordrede den socialdemokratiske gruppe i regionsrådet Thomas Hav til at trække sig fra Regionsrådet.

- Jeg har set nogle udtalelser, der overskrider de grænser, som vi vil acceptere i partiet og den måde, vi omtaler kvinder på, siger Mogens Nørgård, der er Socialdemokratiets gruppeformand i regionsrådet.

Thomas Hav har valgt at forlade partiet og i stedet blive løsgænger i regionsrådet.

Han ønsker ikke at kommentere anklagerne om sit sprogbrug, men siger, at hans farvel skyldes skuffelse over de poster, han er blevet tildelt i det nye regionsråd.

Thomas Hav fik 3887 personlige stemmer ved regionsrådsvalget og var efter regionsrådformand Ulla Astman (S) dermed den socialdemokrat, der fik flest personlige stemmer.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på nord@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.