Hvalen i Blokhus er en han

De første undersøgelser af finhvalen på stranden i Blokhus viser, at det er en herre.

  • Øjet var det første, der blev taget ud af finhvalen. Det er hurtigt lagt på is, så det kan bruges til forskning. (Foto: Mette Rask Jørgensen © DR Nórdjylland)
  • Eksperterne tager prøver fra en læsion finhvalen havde på ryggen. Det vides ikke om det er sket i forbindelse med flytning eller skyldes sygdom. (Foto: Mette Rask Jørgensen © DR Nórdjylland)
1 / 2

Det er en han-finhval, der er strandet i Nordjylland. Det fastslår Carl Kinze, der er biolog med speciale i hvaler.

Han er med til parteringen af hvalen på stranden i Blokhus torsdag formiddag.

- Man måler afstanden mellem gattet og kønsslidsen, som det hedder. Og hvis det er en stor afstand, så er det en herre, og næsten ingen afstand, så er det en dame, siger biologen.

Det store spørgsmål er fortsat, hvor gammel den "nordjyske" finhval er.

- Jeg kan jo sige alt fra 30 til 130 år, siger Carl Hinze.

Hos bardehvaler, som finhvalen tilhører, har man ikke tænderne til at bedømme alderen ud fra, så her er det øjet eller penis, der bruges.

- Hvis den er kønsmoden, er penis typisk lidt større og snoet. Og hvis ikke den er snoet endnu, er det tegn på, at det er en yngre finhval, siger biologen.

Det har ifølge Carl Kinze endnu ikke været muligt at få penis så langt ud af hvalen, at man kan konkludere noget sikkert. Trods ihærdige anstrengelser med kroge og forskellige instrumenter.

- Det skyldes jo nok, at hvalen stadig er temmelig frisk, siger Carl Hinze, der også er manden bag hvaler.dk.

Det første, der blev fjernet fra finhvalen, var øjet, der skal bruges til forskning. Det tog omkring syv minutter at få det skåret ud.

Facebook
Twitter