Hvalentusiaster ånder lettet op: Plastikposer tog ikke livet af hvalen i Hobro

Efter alt at dømme er sejhvalen i Hobro død af et hjertestop. 

Hanhvalen undersøges grundigt og under stor bevågenhed på kajen i Hobro. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Lige siden daggry har en flok biologer og eksperter været på hårdt arbejde på kajen i Hobro, hvor den sejhval, der for nylig svømmede ind i fjorden, er blevet dissekeret.

Første del af dissekeringen fastslog, at der er tale om en han – og man er også tæt på at kunne klarlægge en dødsårsag.

På forhånd var man spændt på, om der lå plastikposer eller lignende i maven, men umiddelbart er maven tom, og man har i stedet opdaget en forsnævring på en pulsåre i hjertet.

Det kan tyde på, at dyret døde på grund af en medfødt hjertefejl.

Og det er en lettelse, siger konservator og hvalekspert fra Statens Naturhistoriske Museum, Abdi Hedayat, der her til morgen fandt hvalens mund prydet med gule og røde roser.

- Det tænker jeg ikke var en joke eller noget, der var lavet af ballademagere. Det er lavet af folk, der har set den svømme rundt, og de kan nu få at vide, at hvalen (formodentligt) er død af en hjertefejl, og ikke fordi vi har påsejlet den eller fyldt den med poser.

Hvalekspert Abdi Hedayat ses her med han-hvalens penis under dissektionen af den døde sejhval på kajen i Hobro. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Øjne skal afsløre alderen

Når man allerede nu er tæt på at kunne bestemme dødsårsagen, skyldes det, at man ved dissekeringen også har haft hjælp af en hjertekirurg fra Aarhus Universitet.

Da man ikke kender sejhvalens hjerte så godt som menneskehjertet, kan det på nuværende tidspunkt ikke helt afvises, at forsnævringen også findes på andre hvalhjerter, men andre fund på kadaveret tyder ligeledes på, at hjertet har haft svært ved at pumpe blod rundt i kroppen.

- Normalt er hvalkød fuldstændig mørkerødt, fordi det er fyldt med ilt. Når hvalen holder vejret og dykker, skal de kunne lagre ilt i musklerne, forklarer Abdi Hedayat.

- Men kødet på den her lignede fuldstændig hvidt kalkunkød, siger han.

Udover hjerte og kød er biologerne også meget interesseret i øjnene, som kan være med til at afsløre hvalens alder, og ikke mindst maven, der kan vise, hvordan hvalens generelle sundhedstilstand har været.

Kan fortsat indeholde plastik

Biologerne har indtil videre kun taget et smugkig i maven, der ikke viste tegn på plastik, men de kommende dage skal maven undersøges grundigere.

Her vil man blandt andet kunne se, om den indeholder menneskeskabt mikroplast.

Hvad angår skelettet, skal det nu renses i København, inden det måske på et tidspunkt kan vende tilbage til Hobro.

- Fra det ligger her, til at man kan udstille det og begynde at forske, er der nogle skridt endnu. Den skal lige have noget ’konservatordrys’, siger Abdi Hedayat.

Facebook
Twitter