Hver fjerde lastbil på Europas veje er tom

Ny forskning viser, at hver fjerde lastbil på Europas veje er tom. Nyt forskningsprojekt skal gøre transportfirmaer mere effektive.

Hver fjerde lastbil på europas landeveje er tom. Det skal nyt projekt på Aalborg Universitet gøre noget ved. Lastbilernes kørsel skal koordineres, så en halvtom lastbil kan medtage last fra et andet transportfirma. (Foto: Jakob Andresen © DR)

Aalborg Universitet har fået 10,2 millioner kroner af Innovationsfonden til at udvikle et it-system, som skal gøre transportfirmaer mere effektive.

Lastbilkørslen i Europa er nemlig langt fra så effektiv, som den kunne være. Ny forskning fra samme universitet viser, at de fleste lastvogne på europas veje kun er fyldt halvt op, og dermed tager lastbilerne unødvendig meget plads på vejene.

Målet med projektet er at forbedre kørslen til gavn for både miljøet og trafikken, fortæller transportforsker ved Aalborg Universitet og projektleder Kristian Reinau.

- Hvis de bliver pakket bedre, så lastrummen udnyttes bedre, så behøver man ikke at køre så mange ture for at levere varerne, siger han.

Derfor skal et blandet hold af forskere fra Aalborg Universitet, et par transportfirmaer, software-eksperter og jurister altså sammen udvikle et it-system, der gør det lettere for transportfirmaerne at deles om turene.

Så i stedet for at to virksomheder sender to halvtomme lastbiler afsted mod samme destination, kan de nøjes med at sende en enkelt fyldt bil afsted.

- Hvis vi kan det, vil det selvfølgelig kunne give store besparelser for virksomhederne, men det vil også betyde mindre kørsel, mindre trængsel på vejene og mindre udledning af drivhusgasser, siger Kristian Reinau.

Det overordnede formål med it-systemet er, at transportvirksomhederne skal blive mere effektive, men direktøren i Innovationsfonden, Peter Høngaard Andersen mener, at det kan være til gavn for alle danskere.

- Hvis det her projekt virkelig indfrier forventningerne, så betyder det potentielt væsentlig mindre lastbiltrafik på motorvejene. Jeg tror, at alle os, der har kørt på motorvejene, vil se frem til det, siger han.

Forskningen fra Aalborg Universitet viser, at en fjerdedel af lastbiltransporten i Europa er tom kørsel, hvor lastrummet et tomt. Resten bruger i gennemsnit kun 57 procent af pladsen i lastrummet.