I dag får Ebbe fra 7.B. et velfortjent klap på skulderen: 8.000 elever er inviteret til fest

Landets skolepatruljer bliver onsdag og torsdag fejret for deres indsats.

Han får ikke en krone for det, men Ebbe Lang er glad for at kunne bidrage til bedre trafiksikkerhed. (Foto: Magnus Munk Kristiansen © DR Nórdjylland)

Der kan dukke lidt af hvert op på de små veje ved Vebbestrup i Himmerland sådan en forårsdag.

Her til morgen var det eksempelvis en traktor med en gyllevogn, og så er det godt at have en skolepatrulje på vejen til at hjælpe alle sikkert frem.

Men hvad de færreste måske tænker over, er, at det faktisk sker helt frivilligt.

Derfor bliver Ebbe Lang fra 7.B på Solhverv Privatskole sammen med knap 8.000 elever i dag og i morgen hyldet for deres indsats.

Det sker med en tur til Legoland ved Billund eller en billet til Tivoli i København.

- Skolepatruljerne gør hver dag et kæmpe stykke arbejde ude på skolevejene. De hjælper de mindre elever sikkert over gaden, og så sørger de faktisk også for, at forældrene er mere trygge ved at sende deres børn afsted, siger Rosa Nissen, der er projektleder hos Rådet for Sikker Trafik.

- Vi ved også, at bilisterne sænker farten de steder, hvor skolepatruljerne står. De gør et stort trafiksikkerhedsarbejde hver dag, så de skal selvfølgelig belønnes med en kæmpe fest, siger hun.

Gør ikke noget at stå tidligt op

Ved Solhverv Privatskole kan det indimellem være svært at se, om der er andre biler eller trafikanter, der skal til at dreje ud på vejen.

Der skal også være plads, når de mindste elever bliver læsset af skolebussen.

Derfor hjælper Ebbe Lang med at dirigere trafikken.

Omkring hver anden folkeskole har en skolepatrulje, viser tal fra Rådet for Sikker Trafik. (Foto: Magnus Munk Kristiansen © DR Nórdjylland)

Han bor tæt på skolen, og derfor gør det ikke noget, at han skal stå lidt tidligere op.

Det er rart, at hans indsats bliver belønnet lidt i sidste ende, fortæller han.

- Det er hyggeligt at stå her med alle kammeraterne. Og så er der jo den der tur til Legoland. Det frister alligevel lidt, siger Ebbe Lang.

Det er ikke dog kun turen til Legoland, der får ham til at gribe den gule refleksvest og trafikslikkepinden.

Han føler det på en måde som en pligt, og han oplever, at der er brug for ham. Hvis ikke han stod der, ville der mangle én.

- Så kunne vi måske ikke stille med en fuld patrulje, siger Ebbe Lang.

På skolen giver man gerne de elever, der stiller op i skolepatruljen, fri for dansk og matematik, så de kan blive fejret.

Det fortæller lærer og ansvarlig for patruljen på Solhverv Privatskole Benjamin Lybech.

- Vi har en skole med utrolig meget sammenhold, men jeg synes, det er vigtigt, at vi belønner vores elever, når de yder en ekstraordinær indsats, siger han.

Det er typisk elever fra 6. og 7. klasse, der er med i skolepatruljen, som har eksisteret siden 1949.

Facebook
Twitter