I dag sender SpaceX den første danske kommercielle satellit i kredsløb

Et firma fra Aalborg har planer om at sende i alt 60 satellitter ud i rummet.

Sådan skulle den danske satellit gerne tage sig ud, når den er sendt op. (© Sternula)

I eftermiddag klokken 15.56 dansk tid, sender den amerikanske rumfartsvirksomhed SpaceX deres raket Falkon 9 Transporter 6 afsted.

Ombord er et stykke dansk rumhistorie.

Med raketten er nemlig den første danske kommercielle satellit, der skal i kredsløb og derved være med til at skabe vækst og arbejdspladser herhjemme på Jorden.

Det er det aalborgensiske firma Sternula, der står i spidsen for satellit-projektet.

- Det er et helt nyt maritimt satellitnetværk, som med tiden skal blive verdens største satellitnetværk til maritimt brug, siger Lars Moltsen, der er medstifter og administrerende direktør i Sternula.

Det er såkaldte AIS-satellitter, og planen er, at satellitterne vil give bedre kommunikation på havet, så skibe kan kommunikere digitalt med andre skibe, havne og myndighederne.

Satellitterne gør det blandt andet muligt, at man digitalt kan booke havnepladser, få tilladelser til at sejle specifikke steder, lave nødkald og få de nyeste vejrmeldinger.

Det er Sternula, Aalborg Universitet, GateHouse SatCom, Satlab, DMI, Space Inventor og Danmarks Innovationsfond, der står bag satellitten.

Første ud af 60 satellitter

Dagens satellit er den første af 60 satellitter, som Sternula har planer om at sende afsted frem mod år 2029.

I 2029 er det planen, at satellitterne skal dække hele verden, mens den første satellit, der sendes afsted i dag, skal fokusere på de arktiske farvande.

- Hver dag laver DMI nemlig iskort, så skibe kan se, hvor der er is i de arktiske farvande. Med satellitter, som den, der sendes afsted i dag, kan skibene fremover hurtigere få informationen om iskortene, og hvor de ikke bør sejle.

Det siger Jens Dalsgaard Nielsen, der er ingeniør og lektor ved Aalborg Universitet. Han er også en del af det nye Sternula-1-projekt.

Lars Moltsen viser den 11 kilo tunge satellit frem. (© Sternula)

Satellitterne kan blive en kærkommen ny teknologi i den maritime verden, der gør kommunikationen både hurtig og sikker.

- Man har altid været meget bagud på det maritime område, når det kommer til digitalisering. Du kan ikke bare sætte et kabel i rumpen af et skib, og så har du en ordentlig og sikker internetforbindelse, når du er langt ud på de store oceaner, siger Lars Moltsen og fortsætter:

- Forbindelsen skal derudover også være meget sikret mod cyberangreb. Det nytter ikke, at nogen kan hacke sig ind på det elektroniske søkort, og derigennem snyde dig til at tro, at du er i sejlruten - men i virkeligheden er du på vej ind i et klipperev.

Aalborg er i front

Aalborg har ofte en finger med i spillet, når der bliver sendt danske satellitter i kredsløb.

Ud af de 12 satellitter, som Danmark hidtil har sendt afsted gennem tiden, har otte af dem nordjysk ophav. De nordjyske satellitter er tidligere kommet fra Aalborg Universitet og virksomheden GomSpace.

Og nu får Nordjylland altså også en kommerciel satellitoperatør i Sternula.

- Eksport er dejligt, men det er da også godt, at vi får vores egen kommercielle satellit og vores egen anvendelse af den teknologi, der bliver udviklet og etableret heroppe, siger Lars Moltsen, administrerende direktør i Sternula.

Også Jens Dalsgaard Nielsen er glad for satellitudviklingen i Nordjylland.

- Det har givet flere tekniske arbejdspladser i Nordjylland, og en helt ny form for forretning. Og hos Aalborg Universitet er vi også blevet klogere på emnet, så det er en win-win situation, siger Jens Dalsgaard Nielsen fra Aalborg Universitet.