I luften med 2.500 km/t: Fem fede fly til Danish Air Show

Omkring 125.000 mennesker ventes i dag at lægge vejen forbi Aalborg til Danish Air Show.

Det ukrainske kampfly SU-27 FLANKER er blandt de fly, der går på vingerne ved Danish Air Show 2018. (© Flyvevåbnet)

Det bliver en af de største endagsbegivenheder på dansk grund, når op omkring 125.000 mennesker fra søndag morgen samles i Aalborg for at se fly fra både ind- og udland lave spektakulære formationer og manøvrer i luften.

Danish Air Show er arrangeret af Flyvevåbnet og skal blandt andet vise, hvad tjenesten laver ude i verden og bringe folk lidt tættere på de kraftfulde maskiner.

Ved showet vil der både være kampfly, jagerfly, transportfly og helikoptere.

Her får du et overblik over fem af de mest imponerende fly i showet.

Danish Air Force One

(Bombardier CL-600 Challenger)

Danish Air Force One er kaldenavnet på Flyvevåbnets Challenger 604-fly, når de fragter enten regeringen eller kongehuset rundt omkring, og det tætteste vi kommer det amerikanske præsidentfly.

I kabinen er der mødebord og en sofarække til en stab af assistenter, så det er i den grad muligt at arbejde ombord. Forsvaret råder i alt over fire Challenger-fly, hvoraf flyet der normalt bruges til at fragte royale, ministre og topfolk fra Forsvaret bærer nummeret 215.

I forbindelse med Danish Air Show 2018 har arrangørerne udskrevet en konkurrence, hvor vinderen har fået lov at designe udsmykningen på halespidsen. Temaet for konkurrencen var "Rigsfællesskabet mellem Danmark, Grønland og Færøerne", fordi flyet ud over kongelige opgaver også bruges til suværenitetshåndhævelse og fiskeriinspektion omkring Grønland og Færøerne.

Vinderen blev en gymnasielærer fra Amager. På halespidsen ses nu på den ene side en isbjørn og på den anden en strandskade, som er Færøernes nationalfugl.

Flyet har til daglig hjemme i Aalborg, hvor Flyvevåbnet opbevarer alle sine transportfly.

Kilde: Danish Air Show / Check-in.dk / BT

(© Danish Air Show)

SU-27 FLANKER

Det ukrainske flyvevåben har sendt deres SU-27 FLANKER-kampfly til Aalborg, og ifølge arrangørerne er der noget helt specielt i vente for publikum. Flyet blev udviklet i det tidligere Sovjetunionen i våbenkapløbet med USA og går for at være ekstremt manøvredygtigt, når det først er i luften. Flyet når en topfart på 2.500 km/t.

I 2014 blev flytypen angiveligt brugt af russerne til at krydse luftrummet til netop Ukraine i en optrapning af konflikten mellem de to lande. Da flyet ikke evner at forsvare sig selv særlig godt ventes det dog, at Rusland inden for en kortere årrække erstatter det med nyere modeller og trækker det tilbage. Flyet blev taget i aktiv tjeneste af Sovjetunionen i 1985.

Kilde: Danish Air Show / Reuters / Wikipedia

Boeing P-8 POSEIDON

Boeings P-8 Poseidon er en af US Navy’s nyeste fly og et såkaldt MMA (Multi Mission Aircraft), der blandt andet udmærker sig ved bekæmpelse af ubåde. Derudover kan flyet bruges til løse opgave såsom maritim overvågning, bekæmpelse af overflademål og elektronisk krigsførelse.

Til de formål er flyet udstyret med en meget avanceret censorpakke og kan armeres med torpedoer, dybvandsbomber, skibsbekæmpelsesmissiler og sonarbøjer. Tre lande – USA, Australien og Indien – anvender i dag flyet, og flere lande har planer om at anskaffe sig lignende eksemplarer, deriblandt Storbritannien og Norge.

Kilde: Danish Air Show / Boeing

C-130J HERCULES

C-130J Hercules, udviklet af amerikanske Lockheed Martin, er det danske Flyvevåbens arbejdshest. Det kan lastes med op til 20 tons gods eller 128 personer og kan også udstyres med hospitalsmoduler, så det kan bruges til at fragte syge og sårede og give dem behandling.

Flyet er ikke bevæbnet, men har selvbeskyttelsesudstyr i form af radarstyrede og varmesøgende våbensystemer. Det kan desuden lande på meget korte og improviserede landingsbaner, når det er nødvendigt. Forsvaret råder over fire fly af denne slags.

Kilde: Forsvaret.dk

MiG-15

Det sovjetiske jagerfly MiG-15 er opkaldt efter flyproducenten Mikojan, der tidligere bar navnet Mikojan-Gurevitj, hvilket henviser til de to grundlæggere Artem Mikojan og Mikhail Gurevich. Det er vurderet til at have været et af de bedste fly under Korea-krigen fra 1950-53 og menes at være bygget i omkring 12.000 eksemplarer.

(© Jan Jorgensen / Nordicairpower)

Også i Danmark har flyet sat sit præg på historien. Det skete i marts 1953, da en polsk pilot under Den Kolde Krig landede flyet på Bornholm for at hoppe af til Vesten.

Hændelsen satte den daværende regering i en speciel situation, da polakkerne på den ene side straks forlangte at få flyet retur, mens den engelske og den amerikanske efterretningstjeneste gerne ville holde på flyet og få adgang til at lave en grundigere undersøgelse af MiG-15, som de på det tidspunkt ikke havde et nærmere kendskab til. Yderligere to polske piloter lavede senere samme nummer.

I 2011 lykkedes det igen Danmark at komme i besiddelse af et polsk MiG-15 fly, da Flyvevåbnets Historiske Samling lavede en byttehandel med en dansk Starfighter.

Kilde: Flugzeuinfo.net / Danish Air Show / Danmarks Flymuseum