I strid med Skat siden 1998: Nu får kommune 140 millioner retur

En lang og sej sag mellem Aalborg Kommune og Skat når nu sit endelige efter 18 års venten.

Aalborg Kommune måtte efter opkøbet af Nordjyllandsværket hæve priserne på varme. Med tilbagebetalingen fra Skat går varmeforbrugerne en mere tilforladelig fremtid i møde. (Foto: vattenfall.se)

Det var året, hvor Storebæltsbroen åbnede, og hvor Danmark ved fodbold-VM i Frankrig kunne spille lige op med Brasilien. Det er længe siden.

I 1998 opstod der uenighed mellem Aalborg Forsyning og Skat om, hvordan en kulmineralolie-, CO2- og svovlafgift skulle forvaltes i kommunen, og efter 18 års venten er sagen nu afgjort.

Resultatet er faldet ud til varmeforbrugernes fordel og betyder, at Aalborg Varme A/S nu får 140 millioner kroner retur, som varmeforbrugerne har betalt for meget.

Det svarer til det beløb på knap 70 millioner kroner, som de to parter var uenige om + renter i årene, der er gået.

Men går man som varmeforbruger i Aalborg og tror, at der venter en ekstra julegave i en billigere varmeregning i det nye år, skal man ikke vide sig for sikker.

- Det kunne jo være fristende, at vi bare knaldede alle pengene af i en fart og satte varmeprisen ned, men det er også lidt som at fyre med gulvbrædderne, siger miljø- og energirådmand Lasse P. N. Olsen (EL).

Forude venter desuden et arbejde med at finde ud af, hvordan pengene helt konkret må tilbagebetales i forhold til de gældende regler på området.

På længere sigt vil Lasse Olsen dog godt love, at pengene kommer varmeforbrugerne til gode.

- Noget af det vil blive brugt på en varmetakstnedsættelse over tid, og så vil vi bruge en anden del af pengene på at sikre forsyningssikkerheden og den grønne omstilling, så vi ikke først sætter varmeprisen ned for så at hæve den igen, siger han.

Hos Aalborg Energi Holding har man ikke umiddelbart nogen forklaring på, hvorfor sagen er trukket ud i så mange år. Men det er en kompliceret sag at træffe afgørelse i, lyder det.

Facebook
Twitter