Idrætsklasser hitter: Noah starter skoledagen med harpiks på fingrene

Flere danske unge får lov til at dyrke idræt på højt plan i skoletiden.

Du får en god start på dagen, når du får lov at bevæge dig, siger 14-årige Noah Brun Botic. (Foto: Christine Nørgaard DR Nordjylland © DR Nórdjylland)

For mange skoleelever starter dagen med at gnide søvnen ud af øjnene, mens hjernen vrides med brøker og grammatik.

Men sådan er det ikke for 14-årige Noah Brun Botic. Han starter i stedet sin skoledag iklædt shorts og med fingrene smurt ind i harpiks.

Sidste år skiftede han en almindelig 7. klasse ud med en såkaldt idrætsklasse på Sønderbroskolen i Aalborg for at dyrke sin interesse for håndbold.

- Jeg ville gerne udvikle min sport, og jeg så, at der var en stor mulighed i idrætsklasserne. Håndbold er sjovt og er så stor en del af mit liv, så jeg lige så godt kunne gå all in på det, siger han.

Og mange unge ønsker at gøre som ham.

For fem år siden udbød 15 kommuner i samarbejde med Team Danmark elever den mulighed. I dag kan elever i 23 kommuner søge om en plads på en af de udvalgte skoler.

Dans, bueskydning og kunstskøjteløb

I idrætsklasserne bliver et par timers skoletid udskiftet med sport. Typisk to til tre dage om ugen.

Eleverne har samme fag og undervisning som almindelige skoleelever. Men skemaet er tilpasset træningen, og eleverne møder typisk senere de dage.

Oftest er det tiden, der ellers skulle bruges i lektiecafé eller på understøttende undervisning, der i stedet bliver brugt på den sportsgren, eleverne dyrker.

Det kan eksempelvis være håndbold, dans, bueskydning og kunstskøjteløb.

- Der er nok lidt flere lektier for os, fordi vi ikke har den ekstra undervisning til at kunne lave lektier, fortæller Noah Botic.

På Sønderbroskolen er 17 forskellige sportsgrene repræsenteret.

100 elever søgte om plads

På Sønderbroskolen i Aalborg er idrætsklasserne populære. Da skolen startede med at tilbyde idrætsklasser i 7., 8. og 9. klasse, var der i alt tre klasser.

Men efter sommerferien vil skolen have otte klasser. Blandt andet takket være Aalborg Kommune, der har støttet idrætsklasserne med 250.000 kroner.

Sidste år søgte helt op mod 100 elever en plads i en af klasserne. Og det er elever, der alle brænder for det samme, fortæller skoleleder Steffen Hessellund.

- Det er unge mennesker, som skolemæssigt kan være mange forskellige steder, men de har alle sammen én ting til fælles, og det er, at sporten betyder virkelig meget for dem.

Udklækker fremtidens sportstalenter

Klasserne i Aalborg har udklækket fodboldspillere til AaB’s superligahold og ishockeyspillere, der i dag skøjter rundt i den bedste danske isliga.

For Team Danmark spiller idrætsklasserne en vigtig rolle i udviklingen af fremtidens danske sportstalenter. Her glæder man sig over den store interesse for klasserne.

- Det er et positivt signal, at der er flere elever, der bliver vurderet til at have gode forudsætninger for at kunne gå i klasserne, siger Magnus Wonsyld, der er sportsmanager hos Team Danmark.

Hos Team Danmark understreger man, at idrætsklasserne ikke er den eneste mulighed for at udvikle og spotte talenter. Men idrætsklasserne giver mulighed for at tæt samarbejde mellem de lokale idrætsklubber og skolerne.

- Det er netop for at skabe en balanceret hverdag for de unge mennesker, som ønsker at bruge en masse tid på deres sport. Til de klassiske skole-hjem samtaler deltager der for eksempel også en træner eller en elitekoordinator fra kommunen, fortæller Magnus Wonsyld.

I håndboldhallen har Noah Brun Botic ikke fortrudt sit skifte til idrætsklassen.

- Det har været bedre, end jeg havde forventet. Det er så højt et niveau herude. Alle vil det, og det er super fedt.

Facebook
Twitter