Ikea: Vores navn bliver misbrugt

Et firma har lavet en falsk Ikea-konkurrence og trukket penge fra folks konto til et medlemskab af en datingside.

Forbrugerombudsmanden har modtaget 600 klager i foråret fra forbrugere, der er blevet lokket til at deltage i en falsk Ikea-konkurrence via Facebook (arkivfoto). (Foto: YVES HERMAN © Scanpix)

Ikea er et af de firmaer, hvis varemærke i stigende grad bliver misbrugt i falske konkurrencer på Facebook eller som e-mails og sms.

”Vind 40 minutter til at gå amok i en af vores butikker!” lyder det i en konkurrence på Facebook med Ikea som afsender.

Det er dog ikke Ikea, der står bag konkurrencen, og den dansk afdeling af Ikea er ved at være godt trætte af at blive udnyttet til svindel.

- Vi er rigtig kede af, at det går ud over kunder på den måde, ligesom Ikeas troværdighed også bliver miskrediteret i de her sager, siger kommunikationsmedarbejder Mette Maria Starcke.

Forbrugerombudsmanden har modtaget cirka 600 klager i foråret fra forbrugere, der er blevet lokket til at deltage i en konkurrence via Facebook.

Konkurrencen lover et gavekort til Ikea på 200 kroner mod betaling af kun fem kroner, men uden forbrugerens accept bliver der yderligere trukket 499 kroner fra deres konto for et medlemskab på datingsiden Date2Find.

Ifølge Ikea er det et stort problem.

- Vi får rigtig mange henvendelser fra kunder, der gør os opmærksom på, at de har deltaget i en falsk Ikea-konkurrence. Og så bruger vi rigtig mange ressourcer på at informere kunderne om den pågældende svindel og på at modarbejde, at sagen gør yderligere skade, siger kommunikationsmedarbejder Mette Maria Starcke.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra datingsiden bag den seneste Ikea-svindel Date2Find. Date2Find er nu politianmeldt for på Facebook for at udgive sig for at være Ikea.