Ildsjæl stiller op for at få mere fokus på genoptræning

Stifteren af The Back To Life Project vil vise etablerede politikere, at der er stemmer i at tale om genoptræning og varme hænder.

Ifølge Mikkel Salling Holmgaard gider hverken politikere eller medier at tale om genoptræning. (Foto: christine Nørgaard © DR Nórdjylland)

Stifteren af The Back To Life Project, Mikkel Salling Holmgaard fra Aalborg, stiller op som løsgænger ved det kommende folketingsvalg.

Det har han offentliggjort på sin facebookside.

Den 32-årige nordjyde skriver videre, at han egentlig ikke orker at komme i Folketinget, men at drømmen om at få mere politisk fokus på genoptræning, varme hænder og klima har fået ham til at melde sig.

Blev stukket ned til gymnasiefest

Mikkel Salling Holmgaard blev som 19-årig i 2006 stukket i halsen med en kniv under en gymnasiefest og blev også alvorligt skadet i sin arm.

Oplevelserne fik ham til at stifte The Back To Life Project, der blandt andet hjælper ofre med at komme tilbage til livet efter trafikulykker, voldshændelser og andre livskriser.

- Dette kandidatur har til hensigt, at skabe opsigt og fokus på genoptræning. Jeg vil vise etablerede politikere, at der er stemmer i at tale om genoptræning og varme hænder. Så dette kandidatur er forhåbentlig noget, der møder så stor opbakning, at genoptræning allerede kommer på dagsordenen i valgkampen, og ellers mærker de det forhåbentligt på stemmesedlerne, skriver løsgængeren på sin facebookside.

Da kunstneren Jacob Haugaard ligeledes stillede op som løsgænger i 1994 var det med slogans som "mere vind på cykelstierne" og "flere hvaler i Randers Fjord".

Valgforsker spår ham ikke mange chancer

Men selvom Mikkel Salling Holmgaard også lover at arbejde for at få "flere spækhuggere i de danske farvande", og selvom det altså tidligere er lykkedes for Haugaard at komme ind som løsgænger, så spår valg- og samfundsforsker Johannes Andersen ikke nordjyden mange chancer.

- Sandsynligheden er stort set lig med nul. Historisk set har vi kun haft Jacob Haugaard, der er kommet ind, og det gjorde han jo ved at have stillet op igen og igen og ved at få stemmer fra en lang række folk, der var meget anarkistisk indstillede til det at stemme, siger valgforskeren fra Aalborg Universitet.

Ifølge ham stillede 16 løsgængere op ved det seneste folketingsvalg. Og typisk er det med et ønske om at få opmærksomhed på underprioriterede politiske emner.

- Selvfølgelig er det fordi, man vil gøre en forskel, og fordi man synes, at det at stille op til Folketinget er vejen frem, siger Johannes Andersen.

Mikkel Salling Holmgaard tilføjer, at det er sandsynligt, at han på et tidspunkt også melder sig som kandidat til kommunalpolitik.

Facebook
Twitter