Investerer en halv milliard i lokale arbejdspladser

Rockwool Koncernen går imod strømmen med investering på mere end en halv milliard kroner i lokale arbejdspladser i stedet for at flytte dem ud i verden.

Rune Toft, produktionsmester på Rockwools fabrik i Øster Doensen, er glad for den store investering, koncernen har lavet i fabrikken. (Foto: Sofie Guldager Rafn © DR Nórdjylland)

I dag slår Rockwool Koncernen dørene op til sine nye bygninger i Øster Doense ved Hobro.

Isoleringseksperten har investeret over en halv milliard i opgradering og strømlining af fabrikken. Derudover har man installeret koncernens mest avancerede produktionsudstyr.

Den store investering sikrer samtidig fremtiden for de 195 medarbejdere på fabrikken.

Medarbejderne har en stor del af æren

Det er især medarbejderne på fabrikkens fortjeneste, at Rockwool har valgt at investere det store beløb.

- Vi har en usædvanlig veluddannet medarbejderstab, som gennem mange år har haft en høj karat og en høj grad af loyalitet. Det er med til, at vi tør putte så mange penge i projektet, siger Herluf Nielsen, fabrikschef i Øster Doense.

Han ser de danske medarbejdere og deres arbejdskultur som et vigtigt aktiv i effektiviseringen og udviklingen af fabrikken:

- De deltager i vores udvikling, kommer med forslag og er kritiske overfor de nye tiltag, vi kommer med. I denne investering har de også været meget involveret og er kommet med deres bidrag, siger han.

Rune Toft, som er produktionsmester på fabrikken i Øster Doense, kan også nikke genkendende til, at medarbejdernes input vægtes højt.

- Vi kan tydeligt mærke, at der kommer mange gode ideer og gode løsningsforslag. Der er altid god pingpong mellem arbejdslederne, og dem som står ved maskinerne, siger han.

Indvies af statsministeren

De nordjyske medarbejders engagement og iderigdom har altså sikret dem deres arbejde mange år frem, og det glæder formanden for den lokale 3F fagforening.

- Vi ser det som en fremtidssikring. Det er jo en investering i gode danske arbejdspladser, siger John Hansen, formand for 3F i Mariager Fjord.

Fabrikken indvies officielt i dag af blandt andre statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Facebook
Twitter