På bodegaen Jagtstuen i Hadsund bliver demente mødt af større imødekommenhed og rummelighed end på de fleste andre bodegaer.
Her har personalet med forpagter Janni Laursen i spidsen nemlig gennemgået et kursus hos Alzheimerforeningen om demens, og derfor er bodegaen nu Danmarks første demensvenlige bodega.
- Vi er blevet demensvenner, så vi nu er bedre rustet til at tage imod vores demente borgere, siger Janni Laursen.
Ifølge projektleder Katrine van den Bos fra Alzheimerforeningen handler projektet Demensven det om, hvordan man som borger eller restauration kan gøre noget ekstra for borgere med en demenssygdom.
- Hvordan giver man de her mennesker en helt særlig service, og hvordan kan man se på adfærden, at en person er dement. Det er ikke lige til at se, som det er med en brækket arm, men der er små tegn. For eksempel kan man virke forvirret eller have problemer med at finde ud af pengene, når man betaler, siger Katrine van den Bos.
Jagtstuen har en helt særlig grund til at blive demensvenlig. I nærheden ligger nemlig demenscentret Skovgården.
- De demente kommer ofte og besøger os. Skovgården har også brugt os til aflastning. Hvis der er en borger, der er urolig, så har de taget borgeren med herover, så vedkommende kan falde lidt til ro, siger Janni Laursen.
Diplom på demensvenlighed
Nu har medarbejderne på Jagtstuen fået diplom på, at de er demensvenner.
- Når der kommer en dement ind ad døren, forsøger vi så vidt muligt at reagere, som om det var raske kunder. Men demente kan have brug for lidt mere hjælp og opmærksomhed, siger forpagter Janni Laursen.
På kurset har hendes ansatte lært nogle forskellige redskaber til, hvordan de skal håndtere demente gæster. Det handler blandt andet om at stille ja/nej-spørgsmål, tale langsomt, have øjenkontakt og virke imødekommende.
Vigtigst af alt er det, at personalet er meget opmærksom, for når man rammes af en demenssygdom, kan man blive glemsom, miste orienteringssansen og de logiske koblinger forsvinder.
Det er ikke kun personalet, der er blevet mere demensvenligt på Jagtstuen. Det har også smittet af på bodegaens stamgæster.
- Vores stamkunder er også blevet bedre til at tackle deres medmennesker. Hvis de ser en dement på gaden, er de søde til at hjælpe dem herind. Så de får ikke lov til at løbe forvildet rundt i byen, siger Janni Laursen.