Julepynt på Kirkeby-kunstværk vækker politisk ballade

Sidste år havde de Danmarks grimmeste juletræ - i år skaber julepynt på kunstværk heftig debat i Aars.

Kunstværet 'Muren' befinder sig midt på Kimbrertorvet i Aars, hvor man via portene kan bevæge sig op og ned ad en trappe. (Foto: Adrian Busk © DR Nórdjylland)

Kunstværket 'Muren' fra 1995 er i øjeblikket ved at blive smukkeseret med flotte lys, der skal få beboerne i Aars i julehumør i hele december.

Eller også bliver Per Kirkeby-værket i disse dage udsat for at respektløs hærværk. Det er der uenighed om i byen.

Det er dog sikkert og vist, at der bliver boret og banket i det røde murværk, for handelstandforeningen i byen har besluttet sig for, at der i år skal julelys på kunstværket.

Men det får ingen julestemning til at brede sig hos Himmerlands Kunstmuseum, hvor man mildt sagt er forargede over opsætningen.

- Man griber rent fysisk ind i et kunstværk. Det må være amatører, der har godkendt det her, siger Palle Rønde Møller, formand for Himmerlands Kunstmuseum.

- Man ville heller ikke klæde rytterstatuen på Amalienborg ud med julekugler og guirlander. Det går jo ikke, fortsætter han.

Forkert at bore i kunstværk

Mogens Kristensen fra Aars Handelsstandsforening mener til gengæld godt, at kunstværket kan tåle lidt julepynt.

- Vi har respekt for 'Muren', men kunst må heller ikke blive begrænsende. Og vi vil gerne give borgerne en følelse af, at Aars er en juleby, siger Mogens Kristensen.

Det er andet år i træk, at julepynten i Aars tiltrækker opmærksomhed. Sidste år var det et ualmindeligt grimt juletræ i byen, der fik megen omtale.

Julekæderne hænger nu ned fra Per Kirkebys 'Muren'. (Foto: Adrian Busk © DR Nórdjylland)

Ifølge teknik- og miljøformand i Vesthimmerlands Kommune Uffe Bro (S) er der ingen formelle restriktioner på kunstværket, som kan have betydning for, om det er tilladt at hænge julepynt på det.

De restriktioner skulle i så fald have været givet af kunstneren selv.

Men heller ikke Uffe Bro mener, at julepynt hører hjemme på kunstværket.

- Hvis vi taler om et kunstværk af en anerkendt kunstner som Per Kirkeby, så går man ikke ind og borer noget ind i det. Det gør man ikke. Man sætter ikke en rød næse på et kunstværk, siger han.

Kunstner med temperament

Asger Andersen (S), formand kultur- og fritidsudvalget er også utilfreds med julepynten og vil have sagen behandlet i et politisk udvalg.

Men selvom der både er politisk og kunstnerisk modstand mod juleinitiativet, er der ikke noget, der tyder på, at det bliver standset.

- Vi synes, at det bliver rigtig flot, og folk kommer hen til mig og siger, at vi bare skal fortsætte, siger Mogens Kristensen fra Aars Handelstandsforening.

Den melding havde foreningen formentlig ikke fået, hvis de havde kunnet spørge Per Kirkeby, der døde i maj i år. Det mener man hos Himmerlands Kunstmuseum.

- Han var kendt for, at han kunne blive ret rasende, og det har vi også oplevet. Så det er jeg sikker på, at han også ville blive over det her, lyder det fra Palle Rønde Møller fra Himmerlands Kunstmuseum.

Efter planen bliver julelysene tændt i morgen.

VIDEO: Juletræet i Aars gik sidste vinter hele Danmark rundt og blev uofficielt tituleret som landets grimmeste (1.12.2017).

Facebook
Twitter