Kampsport på skoleskemaet skal lære de unge at holde sig ude af slåskampe og konflikter

Flere skoler i Nordjylland tilbyder kampsport som valgfag i de ældste klasser.

- Karatetimerne har gjort mig stærkere og styrker selvtilliden, siger Elton Bytyqi (t. h.), der går i 8. klasse på Sønderbroskolen i Aalborg. Instruktør Allan Busk står for undervisningen. (Foto: Jesper Knox © DR P4 Nordjylland)

Karate, boksning og ju-jitsu er begyndt at blande sig med matematik og historie på skemaet på landets folkeskoler.

Undervisning i kampsport skal lære de unge at holde sig ude af slåskampe og konflikter i fritiden.

- Jeg lærer at beskytte mig selv. Det giver en god følelse, når jeg går rundt blandt kammeraterne, siger Elton Bytyqi, der går i 8. klasse på Sønderbroskolen i Aalborg.

Karateinstruktør Allan Busk fra Sportskarate i Aalborg underviser de unge på skolen.

Undervisningen giver Elton Bytyqi og de andre elever stærkere selvtillid.

- Der er en helt særlig kontakt mellem de unge, når de træner kampsport. En berøring og empati, så de får en forståelse og kropskontrol, som man ikke får i mange andre idrætter, mener Allan Busk.

- Man mødes på lige vilkår i den hvide karatedragt. Her er det ikke de 'store franskbrød' under armene, der tæller.

Flere skoler tilbyder kampsport som valgfag

På den nærliggende Filstedvejens Skole er 16 drenge og piger fra 7., 8. og 9. klasse tilmeldt faget "Selvforsvar og kampsport".

Faget er primært kommet på skemaet efter ønske fra elever, der gerne vil prøve anderledes idrætsgrene.

- Vi har ikke store problemer med elever, der slås i skolen, men det er selvfølgelig sket, at en konflikt har udviklet sig uheldigt, siger viceskoleleder Jens Ettrup.

- Med undervisningen lærer de deres krop bedre at kende og opnår derigennem bedre selvtillid. Bare oplevelsen af at kunne forsvare sig, gør at man ofte ikke får brug for det, siger viceskolelederen.

Kampsport på skoleskemaet kan ifølge Tem Andersen, ph.d. i læring ved Aalborg Universitet, forberede børnene på fysiske konfrontationer og forhindre, at de senere i livet reagerer i panik og vrede.

- Med undervisningen når man ind til en dannelsesdimension og får mindre skræmte mennesker, siger Tem Andersen.

Mange skoler er interesserede

Undervisningen i kampsport varetages typisk af instruktører fra lokale kampsportsklubber, som hyres af skolerne.

- Der er mange skoler, der kontakter os i foreningslivet. Det gør de fordi, de gerne vil præsentere deres elever for andet end, de kan lave i idrætshallen. Det bliver meget boldspil og andre bevægelseslege, siger Allan Busk fra Sportskarate i Aalborg.

- Pludselig kan de komme ud på et skumgulv, hvor der står nogle uddannede trænere, der kan bidrage med nogle andre ting og inspirere dem til nye oplevelser i fritidslivet.

Facebook
Twitter