Kantpæle koster kassen: Bilister skal passe bedre på

Hvert år må man erstatte tusindvis af kantpæle, fordi de bliver kørt ned.

Kantpælen her har set bedre dage, og det er ikke den eneste, der har det sådan i Vesthimmerland. (Foto: Simon Brix Frederiksen © DR Nórdjylland)

Man lægger sjældent mærke til dem, men faktisk er de med til at sørge for, at du kommer sikkert frem i trafikken.

Derfor er det noget rod, når de pludselig mangler.

Kantpælene står med hundrede meters afstand og hjælper bilister med at se, hvor vejen går – specielt når sigtbarheden er dårlig.

Men lidt for ofte hænder det, at vejpælene bliver kørt ned.

I Vesthimmerlands Kommune er der omkring 8.000 vejpæle på de kommunale veje, og hvert år må kommunen sætte 2.000 nye op, fordi de gamle bliver ødelagt.

Det koster både tid og penge, og derfor opfordrer kommunen nu deres borgere til at passe lidt bedre på.

- Det koster omkring 130 kroner bare for selve kantpælen, så det er en ret stor investering, hver gang vi skal ud og skifte kantpæl, siger Anders Givskov Hansen, driftsassistent i kommunen.

Anders Givskov Hansen ville hellere bruge tiden på andre opgaver, men kantpælene skal op igen, når de bliver kørt ned. (Foto: Simon Brix Frederiksen © DR Nórdjylland)

Bilister og drengestreger

Det er navnlig bilister og landbrugsmaskiner, der kommer i konflikt med kantpælene.

- Nogle steder har vi set, at de er blevet hevet op og smidt ind på markerne, og der er det nok drengestreger, men ofte er det bilister, der er skyld i det, siger Anders Givskov Hansen.

I sit forsøg på at holde flere af kantpælene stående på vejene, har kommunen lavet opslag på sociale medier.

Derudover prøver man at finde frem til den person, der har forårsaget skaden, så vedkommende selv kan komme til at betale for en ny kantpæl.

- Det sker ikke så tit med kantpæle, men ved skilte er politiet eller andre ofte involveret, og så forsøger vi at kradse pengene ind i kommunekassen igen, siger Anders Givskov Hansen.

Øger trafiksikkerheden

Også hos Vejdirektoratet holder man øje med kantpælene.

På statsvejene ryger der cirka 10.000 kantpæle hvert år ud af i alt 120.000.

Men de kommer hurtigt op igen, så man ikke risikerer, at folk kører ad vejen, når det er svært at se frem på grund af tåge, regn eller sne.

Det forklarer Kalle Stærk, afdelingsleder i Vejdirektoratet.

- På lige strækninger er det næppe et problem, men når vi taler sving, så er det med til at lede folk sikkert igennem, siger han.

- Vi skal passe på kantpælene, for de er med til at højne trafiksikkerheden.

Opdager du en manglende kantpæl eller ser et skilt, der er væltet, kan du kontakte Vejdirektoratet via app’en Giv et praj.

Facebook
Twitter