Kasper frygter frafald, hvis crossfit, dans og yoga bliver dyrere. I dag skal ministeren i samråd

En ny fortolkning af EU-reglerne kan betyde, at holdundervisning pålægges moms.

I værste tilfælde kan moms på holdundervisning, tvinge Kasper Myrup til at lukke hans crossfit-tilbud i Hobro. (© Crossfit Hobro)

Hvis du er glad for at svinge træbenet på et dansegulv eller løfte tunge vægte til crossfit, så skal du måske til at spare sammen til næste sæsons træninger.

En ny fortolkning af EU-reglerne kan nemlig betyde, at undervisning i disse og lignende tilbud bliver 25 procent dyrere, end det er tilfældet i dag.

På den baggrund er skatteminister Jeppe Bruus (S) i dag kaldt i samråd i Folketinget.

Hidtil har undervisningstilbud, som for eksempel omfatter privattimer i musik eller holdtræning i private fitnesscentre, været fritaget for moms.

Men tre domme fra EU-domstolen gør, at Skatteministeriet nu lægger op til at ændre praksis, så specialiseret undervisning, som ikke overfører viden eller færdigheder inden for en bred og varieret mængde af emner, skal pålægges moms.

Her er det Skattestyrelsens opfattelse, at der skal være tale om undervisningsforløb bestående af flere forskellige fag, hvis momsfritagelsen skal fastholdes.

Mens foreningsaktiviteter er undtaget, kan pålægning af moms derfor ramme privat undervisning i blandt andet yoga, dans, håndarbejde og crossfit.

Moms på crossfit vil få konsekvenser

Det er ikke gode nyheder, siger Kasper Myrup, indehaver af Crossfit i Hobro.

Indtjeningen i crossfitcentret er ikke stor nok til, at han selv kan betale de 25 procent ekstra, og han er heller ikke glad for at skulle lægge regningen over på medlemmerne.

- Jeg gad godt, at jeg kunne sige "okay, den æder jeg", men det kan ikke lade sig gøre. Det har jeg slet ikke økonomien til, siger Kasper Myrup.

Hvis han sender aben videre til medlemmerne, frygter han, at det vil føre til medlemsflugt.

- Hvis det træder i kraft, håber jeg, at mine medlemmer er er loyale og bliver. Men jeg er lidt bange for, at der er mange, der vil prioritere noget andet i stedet for deres fitnesscenter. Især med de høje energipriser, og bare generelt høje priser på alt, rammer det her med usandsynlig dårlig timing, siger han.

- Det er en virkelig dårlig situation uanset hvad.

Hidtil har holdundervisning med instruktør i fitnesscentre som Kasper Myrups været fritaget for moms. Men det står nu til at blive ændret.

Ændring af praksis giver måske mening i en lovmæssig kontekst, men Kasper Myrup er bange for, at momspålægningen vil få konsekvenser for folkesundheden som sådan.

- Jeg kan ikke rigtigt se nogen grund til, at man skal lægge moms oven på fitness, især ikke når folkesundheden er så presset, som den er i forvejen, siger han.

- Det virker som om, at der er en masse penge, der skal hives ind til staten igen, og så er det her en måde, man har tænkt sig at gøre det på.

Kan betyde, at færre vil dyrke motion

Spørger man en professor i sundhedsøkonomi, så er det ikke urealistisk at momspålægning på holdtræning i fitness vil have en negativ påvirkning af folkesundheden.

- Pris har en betydning for forbrugsmønstre, siger Jakob Kjellberg fra VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd.

- Så når noget bliver dyrere, så køber vi også mindre af det. Og når vi får den her omlægning, der gør, at forbrugerprisen stiger, så vil der også være færre, der efterspørger holdfitness, siger han.

Da motion samtidig er forbundet med forebyggelse af livsstilssygdomme, kan man risikere at momsindtægten fra for eksempel fitness fremover skal bruges i sundhedsvæsnet i stedet.

- Men hvor stor en konsekvens det vil have, er lidt sværere at sige noget om, siger Jakob Kjellberg.

Kasper Myrup er nu medstiller på et borgerforslag, hvor han og tre øvrige forslagsstillere vil have Folketinget til at se på problemet.

I skrivende stund har 35.976 skrevet under, og det er derfor godt på vej til at havne i Folketinget, hvor betingelsen for behandling er 50.000 underskrivere.

- Jeg håber på, at det bliver taget op i Folketinget, og at der nogle, der vil se med fornuft på det her, for det har jo kæmpe konsekvenser, siger Kasper Myrup.

Samrådet finder sted klokken 10.00, og på spørgsmålet om, hvad skatteminister Jeppe Bruus selv har af forventninger til det, svarer han følgende:

- Jeg er bestemt meget lydhør overfor alle indvendingerne og perspektiverne, der kommer om denne her sag, og forventer, at Skattestyrelsen laver et meget grundigt arbejde med at forholde sig til alle de kommentarer, der kommer ind. For det er ikke et ønske, vi har haft, at der skal pålægges moms på holdundervisning. Men det er et resultat af den juridiske vurdering, der er af flere EU-domme, hvor vurderingen er, at vi er nødt til at rette ind efter EU-lovgivningen.