Kassen er tom: Flere butikker vil være kontantløse om aftenen

150 butikker har tilkendegivet, at de ikke vil tage imod kontanter efter klokken 20.

Da det den 1. januar 2018 blev lovligt for butikker at nægte kontanter som betaling efter klokken 20 om aftenen, var der fem butikker, der tilkendegav det ønske over for Finanstilsynet. Nu har 150 tilkendegivet det ønske.

En af de butikker er Rema 1000 i Aalborg Øst. Ifølge købmand Jacob Dalgaard er der én årsag til, at butikken ikke længere tager imod kontanter om aftenen.

- Vi gør det udelukkende for at passe på vores medarbejdere. Når der er kontanter i butikken om aftenen, så er risikoen større for, at der sker røverier, siger Jacob Dalgaard, købmand i Rema 1000 i Aalborg Øst.

For halvandet år siden var der et røveriforsøg i butikken.

- For halvandet år siden kom der en til lukketid, der ville have udleveret kassebeholdningen. Det vil vi ikke have, at vores medarbejdere skal udsættes for, siger Jacob Dalgaard.

Opbakning fra kunder

I Aalborg Øst har det ikke været muligt at bruge kontanter i butikken efter kl. 20 siden 1. marts 2018, og det er blevet positivt modtaget.

- Det går rigtig godt med det. Der er kommet mange positive kommentarer fra kunder, der godt forstår, hvorfor vi gør det, siger Jacob Dalgaard.

Det er ikke kun kunderne i Aalborg Øst, der synes godt om initiativet. Også erhvervsminister Brian Mikkelsen mener, at det er et godt initiativ.

- Det giver mere sikkerhed for dem, der står i butikkerne. Der er færre røverier og mere tryghed. Og så gør det det nemmere for alle mennesker, at man ikke behøver at have kontanter liggende, siger Brian Mikkelsen.

Det er få, der handler med kontanter efter kl. 20 om aftenen i butikken, så der har ifølge Jacob Dalgaard ikke været store udfordringer.

- Vi har haft tre eller fire kunder siden 1. marts, der ikke har haft mulighed for at betale med Dankort eller Mobilepay, og dem har vi forsøgt at hjælpe på anden måde, siger Jacob Dalgaard.

En af de måder er ved at den lukkeansvarlige i butikken har betalt beløbet fra sin egen personlige mobilepay og så har fået kundens kontanter. På den måde har butikken ikke mistet nogen omsætning, vurderer købmand Jacob Dalgaard.

Købmandens valg

Det er op til den enkelte Rema 1000-købmand, hvornår butikken vælger at tage imod kontanter, og hvornår den vælger det fra. Derfor vides det ikke præcist, hvor mange af Rema 1000’s butikker, der reelt ikke modtager kontanter efter klokken 20.

Men erhvervsminister Brian Mikkelsen håber, at flere butikker fremover vil benytte sig af muligheden for at sige ”Nej tak” til kontanter efter klokken 20.

- Jeg håber, flere butikker vil bruge det. For vi går over til et mere og mere kontantløst samfund. Det er den billigste måde at bytte penge på. Så det er en stor vindersag, hvis vi får nogle flere kontantløse butikker, siger Brian Mikkelsen.

Facebook
Twitter