Købmand Michael tjener på coronakrisen: Glad og trist på samme tid

Flere handler i små butikker for at undgå kontakt med for mange mennesker.

Købmand Michael Frederiksen er naturligvis glad for sine nye kunder, men han ville hellere have kæmpet sig til dem, i stedet for at skulle takke corona og hjemsendte medarbejdere for fremgangen for butikken i Vester Hornum i Himmerland. (Foto: Alberte R. Kling-Petersen - DR Nordjylland)

Indkøbene gøres lokalt. Og når afsprittede hænder i denne tid fylder varer i kurve og indkøbsvogne, bliver luksusvarerne på hylderne, mens tilbudsvarer og rengøringsmidler i stigende grad bæres hjem.

Det har givet en markant fremgang hos flere små købmænd.

- I de seneste uger har vi haft en stigning i omsætningen på 15 procent, siger Michael Frederiksen, der driver 'Min købmand' i Vester Hornum i Himmerland.

Han er ikke i tvivl om, at det skyldes, at mange arbejder hjemme, og ikke lige bliver fristet til at køre indenom de supermarkeder, de normalt kører forbi fra arbejde.

- Kunderne kan bedre lide at handle her, fordi det er et lille sted, hvor der højst er to-tre kunder i butikken ad gangen. Så står de ikke i kø og skal være bekymret for corona-smitte, siger købmanden.

Niels Karl Lyngby støtter normalt også den lokale købmand, men handler også i kommunens større byer. Nu har frygten for smitte fået ham til at lægge flere handler i hjembyen. (Foto: Alberte R. Kling-Petersen - DR Nordjylland)

Risiko for smitte afgør valget

Niels Karl Lyngby handler lokalt, og gør det endnu mere end ellers:

- Vi handler ikke så meget i Farsø og

Aars
, som vi plejer. Jeg har nået en alder, hvor jeg tænker over, at jeg ikke skal være sammen med for mange mennesker, siger han.

Kommunens hovedby

Aars
har med sine godt 8.300
indbyggere
flere indkøbsmuligheder, hvor Vester Hornum med 561
indbyggere
kun har én indkøbsmulighed.

Den er til gengæld eftertragtet, og det er en generel

tendens
i Danmark i øjeblikket, siger John Wagner, der er administrerende direktør i De Samvirkende Købmænd:

- Mange har lyttet til myndighedernes

opfordring
om at handle lokalt og have mindre kontakt med andre mennesker, men vi oplever også en sympati og støtte til de lokale købmænd og deres ansatte, der sørger for en konstant forsyning af dagligvarer, siger han.

Eftertragtet udbringning

I butikken i Vester Hornum kender mange hinanden, men købmand Michael Frederiksen møder nu flere kunder, han aldrig har set før. Ikke kun i butikken, men også når han bringer varer ud.

- Før corona-krisen havde vi måske tre vareudbringninger om ugen. Nu er vi oppe i nærheden af 30, og der kommer hele tiden nye til, siger købmanden.

En tredjedel af turene går til kunder i Vester Hornum, en tredjedel til nabobyen og resten til

oplandets
småbyer.

Det giver håb for købmanden, der kom til byen i efteråret 2018, hvor borgerne gik sammen om at kæmpe for bevarelsen af den eneste indkøbsmulighed:

- Selvfølgelig vil nogle kunder gå tilbage til deres gamle indkøbsvaner, men jeg tror også, at mange vil finde ud af, at vores priser ikke er dyrere end gennemsnittet af andre butikker, siger Michael Frederiksen.

Ville hellere kæmpe sig til kunder

Mens der er glæde i landdistrikterne, så har de pludselige ændringer i indkøbsvanerne betydet mindre omsætning for de mindre butikker i de store byer, fordi folk bliver hjemme, lyder det fra De Samvirkende Købmænd.

Alligevel deler den administrerende direktør købmandens optimisme.

- Jeg håber, at folk har fået øjnene op for butikkerne, hvor de bor, så de i større grad lægger deres handel der. Sker det har corona-krisen trods alt ført én god ting med sig, siger John Wagner.

Men som Michael Frederiksen fra 'Min købmand' i Vester Hornum siger:

- Jeg er ked af baggrunden. Jeg ville hellere have fået flere kunder ved at have kæmpet for dem.

Her kan du se, hvordan corona-pandemien har slået bunden ud af den globale økonomi: