Kørestole, rollatorer og røntgenanlæg får nyt liv: 'Vi skal smide så lidt som muligt væk'

Region Nordjylland sætter millionbeløb af til genanvendelse af hospitalsudstyr – pengene forventes at være tjent ind i løbet af et år.

Kørestole og andet hospitalsudstyr kan sagtens genbruges herhjemme.

Selvom der ikke længere er brug for rollatorer og løbebånd på ét hospital, kan det sagtens være brugbart på et andet.

Men tingene finder ikke vej af sig selv.

Derfor har politikere i Region Nordjylland med inspiration fra Hovedstaden nu sat penge af til et nyt projekt, som skal sikre, at brugt udstyr faktisk bliver genbrugt.

Tidligere har man med succes sendt brugt hospitalsudstyr til hospitaler i tredjeverdenslande, men man har ikke været gode til at dele brugt udstyr mellem hospitaler herhjemme.

Det skal der nu laves om på.

- Vi skal smide så lidt som muligt væk. Det er det vigtigste, siger Finn Karstenskov, som er leder af Resourcecenter Aalborg.

Flere gevinster på en gang

Det er det center, der i dag står for at reparere og sende brugt hospitalsudstyr til forskellige lande i Afrika. Nu skal centret også sende udstyr, der tidligere har været brugt i Aalborg, til for eksempel Hjørring eller Hobro og omvendt.

På den måde får man udnyttet det gamle hospitalsudstyr endnu bedre.

- Vi sikrer, at regionen får en god økonomi, og at de får en god miljømæssig gevinst ved at bruge deres udstyr i længere tid - og vi har stadig en god donation til ulandene, siger Finn Karstenskov.

Udover at bidrage til mere genbrug fungerer Ressourcenter Aalborg desuden som beskæftigelsesprojekt i Aalborg Kommune, hvor det bidrager til at få ledige tættere på arbejdsmarkedet.

  • De brugte dele omfatter både simpelt og avanceret hospitalsudstyr. (Foto: Magnus Munk Kristiansen - DR Nordjylland)
  • Selvom flere ting nu skal genbruges i Danmark, vil der fortsat være udstyr, der sendes til Afrika. (Foto: Magnus Munk Kristiansen - DR Nordjylland)
  • Finn Karstenskov glæder sig over, at brugt udstyr nu i højere grad skal genbruges på tværs af danske hospitaler. (Foto: Magnus Munk Kristiansen - DR Nordjylland)
1 / 3

Bliver sat i system

Politikerne i Region Nordjylland har i denne omgang besluttet af afsætte mellem 1 - 1,9 millioner kroner til projektet alt efter, hvad der er brug for.

Beløbet forventes nemlig at være tjent ind igen allerede inden for det første år og at være fordoblet efter et par år, fordi man via genbrug kan spare på indkøb af nyt udstyr.

Også førhen har man genbrugt kørestole, rollatorer og røntgenanlæg på tværs af sygehusene, men med projektet bliver det sat i system - og det kommer til at gøre en forskel, mener Ulla Astman (S) formand for Region Nordjylland.

- Nu får vi sat det mere i system og rent faktisk tjekket, om tingene kan bruges hos os selv først. Hvis der efter noget tid ikke har været efterspørgsel på det, så kan det gå videre og blive sendt til tredjeverdenslande, siger hun.

Også i Region Hovedstaden forærer man restudstyr, der ikke kan genbruges i Danmark, til ulande.