Kommune har hyret hjælp til bekæmpelse af måger

Aalborg Kommune har hyret et skadedyrsfirma til at hjælpe med reguleringen af måger.

De larmer og sviner. Derfor har Aalborg Kommune hyret hjælp til at regulere bestanden af måger. (Foto: STEFFEN ORTMANN © Scanpix (arkivfoto))

Aalborgenserne er trætte af måger.

Kommunen har i de ti dage, den har haft tilladelse til at skyde måger i Aalborg, fået henvendelser fra omkring 70 boligselskaber, grundejerforeninger og virksomheder.

- Der er knald på, siger naturvejleder Klaus Godiksen.

Ifølge ham har kommunen så travlt, at de har været nødt til hyre et skadedyrsfirma for at imødekomme efterspørgslen.

Inden riflen bliver fundet frem, tager kommunen dog mindre drastiske metoder i brug.

- Vi prøver at skræmme dem væk, og hvis det ikke virker, så regulerer vi dem ved at skyde dem, siger Klaus Godiksen.

Mågerne har særdeles gode vilkår i byerne, fortæller naturvejlederen. Her kan de være i fred og yngle på byens flade tage.

- Det er et af de bedste steder, de kan være, og derfor trækker de derind. Der generer de folk på det groveste. Man kan ikke få sin nattesøvn, og de stjæler mad, hvis folk spiser ude, siger Klaus Godiksen.

Naturstyrelsen har givet Aalborg Kommune tilladelse til at regulere bestanden af voksne måger frem til den 15. april.

Facebook
Twitter