Kommune og organisationer vil forhindre krænkende adfærd i Aalborgs natteliv

En række aktører sætter fokus på overgreb og seksuelt krænkende opførsel i nattelivet i Aalborg.

Jomfru Ane Gade er et af de steder, der kommer fokus på med det nye initiativ mod sexisme i nattelivet. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Fysiske krænkelser, grænseoverskridende kommentarer og sexisme i nattelivet skal undgås.

Det mener en række aktører bag et nyt initiativ, som skal skabe fokus på seksuel adfærd i det aalborgensiske natteliv. Blandt andet i Jomfru Ane Gade.

Reden i Aalborg, som blandt andet rådgiver udsatte kvinder, er en af deltagerne. Her hører de frivillige og rådgiverne om problemer i nattelivet, når de taler med brugerne, siger leder Jeanette Kaastrup.

- Der sker forskellig grænseoverskridende adfærd. Lige fra utryghed og krænkelser til de mere alvorlige, hvor vi hører om seksuelle overgreb og voldtægt, siger Jeanette Kaastrup.

Hun håber, at det nye initiativ kan forhindre, at den slags sker. Initiativet hører under projekt "Respekt for fællesskabet", som ud over Reden består af Nordjyllands Politi, Aalborg Kommune, Integrationsrådet i Aalborg og Dansk Flygtningehjælps Ungdom.

Ingen grund til at hvile på laurbærrene

Første konkrete skridt er en undersøgelse af sexisme og normer i nattelivet, som en gruppe sociologistuderende fra Aalborg Universitet foretager. Til juni afleverer de studerende en rapport, som skal fungere som afsæt for de konkrete tiltag, der videre skal arbejdes med.

Hos Nordjyllands Politi, der også er involveret i projektet, fortæller leder af det Kriminalpræventive Sekretariat, Claus Serup, at de ikke ser en stigning i antallet af anmeldelser på området, men at politiet gerne vil forebygge problemet.

- Der er ingen grund til at hvile på laurbærrene. Det kan jo være, der er et stort mørketal, som vi ikke kender til. Vi vil gerne være på forkant, siger han.

- Vi har et stort ønske om at vide, om der reelt er nogen, der trods den friere stemning i byernes natteliv føler sig krænkede og ikke anmelder det til politiet, siger Claus Serup.

Facebook
Twitter