I Frederikshavn har lokalpolitikerne ikke set anden udvej end at skære gevaldigt ned i den kollektive trafik.
De har hævet prisen på Flextrafik. Ved Flextrafik kan du bestille kollektiv transport fra adresse til adresse.
Man skal nu køre for mindst 145 kroner per tur. I lignende landkommuner er mindsteprisen 60 kroner.
Men det stopper ikke her. I Frederikshavn er de også nødt til at nedlægge stort set alle bybusser. Det er ruter, der er blevet brugt af en kvart million passagerer årligt.
- Det er da en klar serviceforringelse inden for den kollektive transport. Det er med grædende øjne, at vi gør det, siger formand for Kultur- og Fritidsudvalget Peter Laigaard.
Det vil blandt andet ramme unges trivsel, fordi prisen er for høj på Flextrafik, mener formand for ungebyrådet Amanda Rytter Madsen.
- Det bliver sværere for unge i de små byer at fastholde og vedligeholde venskaber, fordi man ikke har mulighed for at tage ud til en ven i en anden by.