Kommuner må ikke sende sms'er til hjemløse: Kan få fatale konsekvenser

Stop for sms'er til socialt udsatte kan føre til missede lægeaftaler og mistet kontanthjælp, lyder det.

Nye GDPR-regler har gjort det vanskeligt at sende sms'er til hjemløse, hvor man eksempelvis minder dem om en aftale med sygehuset. (Foto: BJARKE ØRSTED © Scanpix)

Er man hjemløs eller social udsat, kan en sms med oplysninger om tid og sted være en god hjælp til at huske en aftale på sygehuset eller jobcentret.

Men nu ser gademedarbejderne sig flere steder nødsaget til at droppe den løsning.

Med EU's nye persondataforordning GDPR er kravene til kommunernes håndtering af følsomme oplysninger blevet strammet, og modsat beskeder i e-boks er sms'erne ikke krypterede.

Sms'erne er til gengæld en nemmere måde at komme i kontakt med hjemløse på, fordi flere af dem ikke får tjekket deres e-boks.

Men med den nye lovgivning tør gademedarbejderne i Aalborg ikke længere sende oplysninger til de socialt udsatte på den måde.

- Vi skriver normalt: 'Jeg henter dig klokken ti til aftale på sygehuset på mandag' eller 'Husk du har en tid med jobcentret'. Men det indeholder personfølsomme oplysninger, så det må vi ikke, fortæller leder af gadeteamet i Aalborg, Jeanette Fischer.

Et slag i hovedet

Lignende problemer oplever man andre steder.

Det gælder eksempelvis i Vejle, hvor gadeplansmedarbejder Jack Jellesen frygter, at det kan gå hårdt ud over de i forvejen udsatte borgere.

- Jeg tænker, at nogle vil misse nogle aftaler, og det vil få nogle konsekvenser for dem i form af bøder eller gebyrer. Det vil være træls for vores borgere, for de har ikke midlerne til at betale de her penge. Hvis de også bliver skamfulde over at misse en aftale, så kan vi slå dem i hovedet endnu engang, og så får de det endnu dårligere, siger Jack Jellesen.

Det er oplysningernes karakter, der gør, at sms ikke længere uden videre kan bruges som kommunikation, når det offentlige skal have kontakt med borgerne, fortæller sikkerhedsspecialist ved Datatilsynet Allan Frank.

- Sms bliver betragtet som det, der bliver kaldt usikker kommunikation. Derfor kan man som udgangspunkt ikke bruge det til at udveksle oplysninger, der siger noget om social status eller helbred, siger han.

Mere problematisk at hjælpe

Men i værste fald kan det betyde, at socialt udsatte mister deres kontanthjælp, mener Jeanette Fischer.

- Så bliver de boligløse, og vi kan starte forfra, siger hun, der også frygter, at sygehusaftaler bliver glemt.

Gadeteamet i Aalborg Kommune har også følt sig nødsaget til at fjerne e-mailadresser fra visitkort, de deler ud til udsatte, så de ikke fristes til at sende personfølsomme oplysninger i en mail, og medarbejdere fristes til at svare.

Et andet problem er ifølge Jack Jellesen fra Vejle, at gademedarbejdernes mulighed for at gemme oplysninger om borgerne bliver begrænset.

Det gøre det sværere at yde den bedst mulige støtte, siger han.

- Hvis man skal overholde loven fuldstændig, vil det også være træls, at jeg ikke bare lige kan finde borgernes oplysninger igen, fordi jeg er blevet tvunget til at slette dem. Så det er blevet problematisk at hjælpe dem på gaden, siger Jack Jellesen.

Der kan være undtagelser

Ifølge Allan Frank fra Datatilsynet kan der dog være undtagelser, hvor kommunens medarbejdere alligevel kan få lov at sende en sms.

- I de situationer, hvor hensynet til den udsatte borger kan sættes højere end det beskyttelseshensyn, der følger i forhold til persondataloven, kan man udøve et skøn på en sådan måde, at man i exceptionelle tilfælde kan bruge sms, selvom det generelt vil være at betragte som usikker kommunikation, siger han.

Men det kræver, at overvejelser i forbindelse med skønnet er dokumenteret grundigt, og generelt går kommunerne forsigtigt til værks, når de vejleder gademedarbejderne, fortæller han.

Aalborg Kommune vil nu undersøge kontaktmulighederne nærmere for at finde ud af præcis, hvilke grænser der er i forhold til lovgivningen og kontakt med socialt udsatte.