Kommuner supplerer digital post med papirbreve og telefonopkald

Det er imod vores digitale strategi, men vi gør det alligevel, siger chefen for Borgerservice i Mariagerfjord Kommune.

- Vi tror på, at den gode snak vi får ved at ringe, gør en forskel til næste gang, siger Sanne Riger, der er borgerservicechef i Brønderslev Kommune. (© Colourbox)

Ups! Fik du ikke lige betalt din ejendomsskat tidligere på året, og er samvittigheden kulsort? Eller har du simpelthen glemt alt om ejendomsskatten?

Så får du måske et opkald på telefonen fra en medarbejder ved kommunen eller et papirbrev i postkassen med en påmindelse.

I hvert fald hvis du bor i Brønderslev eller Mariagerfjord Kommune.

- Det er godt nok imod vores digitaliseringsstrategi, men vi gør det alligevel, siger Morten Overgaard, der er chef for Borgerservice i Mariagerfjord Kommune.

Herfra har forvaltningen de seneste dage sendt 175 papirbreve med posten. For der er nemlig stadig alt for mange borgere og virksomheder, der ikke betaler ejendomsskatten via det digitale indbetalingskort, de modtager i e-boks.

- Vi ved ikke hvorfor, de ikke har betalt, men vi kan gisne om, at det er fordi, de ikke har tjekket deres digitale postkasse, så derfor sender vi det fysiske brev med besked om, at hvis de ikke får betalt nu, så sender vi sagen til inddrivelse hos advokat, siger Morten Overgaard.

1. februar i år genvandt kommunerne gældsinddrivelsen fra Skat. Det vil sige, at kommunerne nu har bemyndigelse til at følge restancerne helt til dørs ved eksempelvis at gøre udlæg i ejendommen, hvis det er ejendomsskat, man skylder.

Men i Brønderslev bliver der altså også givet en ekstra chance, når kommunen i disse dage ringer til omkring 200 borgere.

- Langt de fleste bliver faktisk glade for vores henvendelse, fordi det ofte skyldes, at folk ikke har fået åbnet deres digitale postkasse. Og det gælder både borgere og sågar også virksomheder, siger Sanne Riger, der er borgerservicechef.

De fleste kommuner holder dog fast i, at kommunikationen mellem kommune og borger foregår digitalt. Med mindre man er fritaget for digital post.

Som eksempelvis i Aalborg Kommune.

- Det vil både være for arbejdskrævende og for dyrt i porto, hvis vi skal sende papirbreve ud til de 2.118 borgere og virksomheder, der lige nu er bagud med betalingen, siger Dorthe Jespersgaard, der er borgerservicechef.

I Allerød Kommune i Nordsjælland har man tidligere i stor grad brugt at ringe til borgere, der ikke betaler ejendomsskatten, for at indgå frivillige aftaler med dem. Men det er ikke længere nødvendigt, efter kommunen fik inddrivelsesretten tilbage i februar, siger borgmester Jørgen Johansen (C).

- Nu benytter vi os selvfølgelig af denne ret. Dels fordi det er godt for borgerens retssikkerhed, da det i sidste ende sikrer, at borgeren ikke kommer i unødig restance til kommunen og dels af hensyn til alle andre borgere i Allerød, panthavere i ejendommen osv., siger borgmesteren.

Han opfordrer derfor skatteministeren til at afgive endnu mere af Skats område til kommunerne.

- Jeg kan jo se, at vi som kommune har et system, der virker – og det kan man ikke sige om Skat. Et system, der virker er jo alfa omega i et samfund, hvor vi bryster os af at retssikkerheden er i top. Derfor synes jeg, at skatteministeren så hurtigt som muligt skal sørge for at kommunerne kan inddrive restancer på alle andre områder, siger den konservative borgmester.

Om ejendomsskat

  • Du betaler ejendomsskat to gange om året, når du ejer fast ejendom.

  • I nogle kommuner sker det i februar og august, i andre kommuner januar og juli.

  • Fra 2014 er ejendomsskatten blevet opkrævet via e-boks.

  • I Mariagerfjord Kommune skylder borgere 1,5 millioner kroner i ejendomsskat fra første rate i år. I Brønderslev Kommune er restancen 2,4 millioner kroner for 2016 og 2017. I Aalborg er restancen knap 8.3 millioner kroner plus rykkergebyrer.