Kommuner vil ikke lege politi overfor natursyndere

Der kan ligge et kæmpe detektivarbejde, hvis kommuner skal tjekke i tusindtal af forsvundne naturområder, lyder det.

Her er landmanden meldt til politiet for at ødelægge beskyttet natur. (Arkivfoto) Foto: Peder Størup, Naturbeskyttelse.dk (Foto: Peder Størup © Naturbeskyttelse.dk)

Selvom beskyttet natur er under pres, så er det ikke kommunens opgave at komme efter de lodsejere, der har bygget huse, sået marker eller på anden måde forsømt at værne om beskyttede naturområder.

Jens Christian Golding (S), formand for Teknik- og Miljøudvalget i Jammerbugt Kommune i Nordjylland, vil således ikke være politi over for lodsejerne.

- Det er et kæmpe detektivarbejde. For vi skal først se, om registreringen overhovedet er korrekt. Det er ikke sikkert, der er lovbrud. Folk kan have gjort det uden at vide det, siger han.

Naturområder i hundredvis er væk

Det er en ny rapport fra Naturstyrelsen, hvor man på baggrund af en registrering fra 1992, har gennem naturbeskyttelsesområder landet over.

Her viser resultatet, af mange områder nu er væk., og det gælder ikke mindst i Jammerbugt Kommune, der sammenlagt med Rebild og Mariagerfjord kommuner har mistet over 1.400 natursteder.

I Jammerbugt drejer det sig om 587 steder, der er udråbt som beskyttede, men som er blevet bebygget eller opdyrket. I areal omfatter det 688,5 hektar.

Lov virker tilfældig

Alligevel vil Jens Christian Golding ikke klandre landmændene.

Han mener, at hele naturbeskyttelsen virker tilfældig, og derfor mener han ikke, at det er kommunens opgave at jagte de folk, der har brudt naturbeskyttelsen - den såkaldte §3-beskyttelse.

- Det kunne tyde på, man sad ved et skrivebord og trak nogle streger over landskabet og sagde, 'her skal være §3-jord', siger han.

Hvis hele omfanget skal afdækkes, vil det ifølge kommunen kræve, at man afsætter to personer til at arbejde med opgaven i de næste fem år.

Af rapporten fremgår det også, at en række naturområder er kommet til, siden den sidste redegørelse blev lavet for 23 år siden.

Facebook
Twitter