Krisecenteret reddede Lailas liv

Da Laila Tronsen flygtede fra et voldeligt ægteskab, var krisecentrets hjælp livsvigtig.

Laila Tronsen levede i 21 år i et voldeligt ægteskab. I 2013 flygtede hun med sine to døtre og fik hjælp på et krisecenter. (Foto: Klaus Videbæk DR Nordjylland © (C) DR Nordjylland)

For tre år siden fik den nu 43-årige Laila Tronsen nok og flygtede. Da havde hun levet 21 år i et voldeligt ægteskab, og volden tog til.

- Hvis ikke jeg havde fået hjælp på krisecenteret, havde jeg ikke stået her i dag. Jeg var ikke social længere, og jeg havde stort set ikke noget liv, siger hun.

I øjeblikket melder Landsorganisation af Kvindekrisecentre, at voldsramte kvinder og deres børn hver dag bliver afvist, når de banker på krisecentrenes døre. Der er simpelthen ikke nok plads.

På Frederikshavn Krisecenter afviser personalet i øjeblikket mellem fem og ti kvinder om ugen.

Laila Tronsen fortæller, at hun skjulte volden fra sine nærmeste, men det var svært at skjule for hendes to døtre.

- Mine børn var vidende om det. De havde ikke set far slå mor, men de havde set mine blå mærker. Jeg holdt jo børnene tæt ind til mig og passede på dem, så godt jeg kunne. Men på et tidspunkt er du ved at smuldre væk, siger Laila Tronsen.

Den aften, Laila Tronsen flygtede, var volden eskaleret over flere dage.

- Natten inden var jeg blevet holdt til fange, blevet slået voldsomt og havde på dagen meldt mig syg på arbejde, siger Laila Tronsen.

Hun er ikke i tvivl om, hvor vigtigt krisecenteret var for hende.

- Det betød alt. Jeg var i akut chok, jeg anede ikke, hvem jeg selv var. Jeg var bange, og ikke mindst var jeg bange for min børns sikkerhed. Jeg var fast besluttet om, at nu skulle jeg i sikkerhed, siger Laila Tronsen.

Hun fortæller, at hun i dag er kommet videre og har et arbejde. Hun er ked af, at så mange kvinder i dag bliver afvist på krisecentrene, fordi der ikke er plads.

- Der er mange kvinder, der bliver nødt til at vende tilbage til vold, fordi der er ikke andre muligheder, siger Laila Tronsen.

Facebook
Twitter