Kunstmuseum vil finde penge til gigantisk rutsjebane

Kunsten i Aalborg vil forbinde museet med Aalborgtårnet via rutsjebane

Carsten Höller har lavet flere spektakulære rustjebaner - som her ved Hayward Gallery i London. (Foto fra publicdelivery.org)

En kæmpe rutsjebane fra Aalborgtårnet, ned ad skråningen gennem skoven til Kunstens skulpturpark.

Det er planen for et nyt kunstprojekt på det aalborggensiske kunstmuseum.

Den tyske kunstner Carsten Höller står bag projektet, som ifølge museumsdirektør, Gitte Ørskou, bliver spektakulært.

- Det bliver noget, der vil appellere til rigtig mange mennesker - også dem, der normalt ikke kommer på museum.

Indhenter tilladelser

På Kunsten skal der nu indhentes tilladelser, før arbejdet med at finansiere projektet kan gå igang, fortæller Gitte Ørskou.

- Vi skal selvfølgelig have kontakt til alle relevante myndigheder, eksempelvis Naturstyrelsen, fordi rutsjebanen skal føres igennem fredskov - men også vores egne lokale forvaltninger.

Før rutsjebanen kommer op at stå, skal Kunsten skaffe et millionbeløb til projektet.

Aalborgtårnet med udsigt over Limfjorden og Aalborg by. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Kommunen er positiv

Kunsten har allerede ansøgt kommunen om støtte til første fase af projektet. Ifølge rådmand for kulturforvaltningen, Mads Duedahl (V), ser kommunen positivt på projektet, men skal bruge mere information, før pengene kan findes.

- Det er et ganske unikt projekt, som jeg ikke har set mage til, siger han.

Den tyske kunstner har tidligere lavet lignende kunstværker med store, blanke og snoede rutsjebaner i blandt andet London.

Facebook
Twitter