Henning Thygesens datter Emma fik diabetes, da hun var fem år gammel. Mens hun gik i børnehave lærte personalet om diabetes, og de lærte at måle hendes blodsukker og give hende insulin. Der blev stillet ekstra ressourcer til rådighed, så der altid var ekstra hænder til at tage sig af de andre børn, når Emma skulle have tjekket blodsukker. Men da hun startede i 1. klasse, begyndte det at gå galt.

- Vores reelle problemer startede i 1. klasse med rigtig mange nye lærere. For de skal alle sammen have en forståelse for, hvad diabetes er og hvad vores datter skal bruge hjælp til, siger Henning Thygesen fra Støvring.

Men lærerne havde hverken midlerne eller tiden til at gøre noget ved det. Derfor bad Henning Thygesen og hans kone skolens ledelse om hjælp. Emma kan selv måle sit blodsukker og tage insulin, men lærerne skal hjælpe hende med at huske det. Ledelsens løsningsforslag var, at Emma hver dag skulle gå hen på skolens kontor, når hun to gange om dagen skulle have målt blodsukkeret og få sin insulin. Den løsning var forældrene ikke tilfredse med.

- For os som forældre var det en meget utryg situation. Vi har en datter, som måske har et lavt blodsukker, og hun skal gå halvvejs gennem skolen to gange om dagen, siger Henning Thygesen.

Tæt på at gå galt

Henning Thygesens datter er ikke det eneste eksempel på, at personalet på skolerne ikke er i stand til at hjælpe børn med kroniske sygdomme som for eksempel diabetes, blødersygdomme og epilepsi. Det oplever både Diabetesforeningen, Skole og Forældre og Danske Patienter.

- Vi oplever helt klart en stigning på henvendelser fra forældre til børn med diabetes. Forældrene har ofte svært ved at få skolerne til at forstå, at det ikke er en opgave, der kan løftes med venstre hånd. Det er en opgave, der fylder og som kræver, at man som lærer eller voksen har en løbende overvågenhed i forhold til barnets blodsukker og regulering af det, siger Tina Linaa, rådgivningskonsulent i Diabetesforeningen.

Et godt blodsukker for en diabetiker skal ligge mellem 4-7. På et tidspunkt var det tæt på at gå galt for Emma.

- På et tidspunkt var hendes blodsukker på 1,7 henne på skolen. Der blev givet druesukker for at reparere på det, men samtidig gav de også insulin. Det øger risikoen for et insulinchok. Det skete heldigvis ikke, men sådan noget skal ikke ske, siger Henning Thygesen.

Konsekvensen af et insulinchok kan være kramper, bevidstløshed og i yderste konsekvens døden.

Lærere mangler tid og kompetencer

Hos Danmarks Lærerforening kender de godt problematikken, for de får ofte henvendelser fra lærerværelserne rundt om i landet. Det er fra lærere, der ikke ved, hvordan de skal forholde sig til elever med kroniske sygdomme, der skal have medicin, tjekket blodsukker eller andet.

- Selvfølgelig vil vi gerne udføre de forskellige omsorgsprægede handlinger, for det hører med til at være lærer. Men lige præcis når det handler om medicin, og at have ansvaret for den opgave, det er et helt særligt område, og det er svært at finde ud af, hvordan man skal håndtere det på skolen, siger Jeanette Sjöberg der er formand for undervisningsudvalget i Danmarks Lærerforening.

Hun understreger, at de ikke er uddannet til at stå for medicinhåndtering og at have ansvaret for et barns helbred. Men den anden del af det er tiden.

- Sådan som en helt almindelig skoledag ser ud hos lærerne, er der rigtig travlt. Der er meget fart på og mange elever, man skal forholde sig til og sørge for. Så at have ekstra tid til nogle elever, der har nogle særlige behov, det er blevet et problem, siger Jeanette Sjöberg.

En usikkerhed for forældrene

For Emmas forældre er det en usikkerhed, at de ikke kan være sikre på, at skolen varetager opgaven korrekt.

- Vi går hele tiden på nåle. Vi er bange for at lægge vores mobiltelefoner fra os, fordi vi ikke ved, hvad der sker. Der er aldrig en tryghed i, at skolen tager sig af vores datter, siger Henning Thygesen.

I dag er Emma 10 år og er lige startet i 4. klasse. Ifølge hendes far føler hun nogle gange, at hun er til besvær i skolen. Men Henning Jørgensen har alligevel forståelse for, at det kan være svært for lærerne.

- Der findes så mange kroniske sygdomme, og det er jo næsten umuligt for lærere at have viden om alle sygdomme. Men der burde også findes midler og ressourcer til, at børn med de her sygdomme kan hjælpes, siger han.