Læsø-konsulent tror på flere indbyggere

Læsø Kommunes bosætningskonsulent kæmper videre, selvom nye tal viser en kedelig tendens.

Der bliver færre husstande på Læsø, men øens bosætningskonsulent kæmper videre. (Foto: Christine Nørgaard © DR Nordjylland)

Læsø Kommunes bosætningskonsulent kæmper videre, selvom nye tal viser en kedelig tendens. Der er nemlig næsten otte procent færre husstande på Læsø sammenlignet med for 10 år siden.

- Jeg er ked af, at der er sådan en udvikling, men jeg er med til at prøve at vende den, siger Jane Østergaard Davidsen, der er Læsø Kommunes bosætningskonsulent.

Tallene kommer fra Danmarks Statistik, og da Læsøborgerne også bliver ældre, ser udviklingen ud til at fortsætte. Dermed er Læsø den nordjyske kommune, der har det sværest. Men Jane Østergaard Davidsen er optimistisk.

- I forhold til hvad vi kan tilbyde herovre, synes jeg helt klart, at det er opnåeligt at få flere folk herover, hvis vi får gjort dem opmærksomme på det, siger hun.

Facebook
Twitter