Læsø vil rejse penge til seks meter høj Per Kirkeby-skulptur

Skulpturen koster 630.000 kroner og skal stå på Østerby Havn på Læsøs østkyst.

Læsø Kunshal er i gang med at skaffe de sidste penge til den nye skulptur af Per Kirkeby, som efter kunstnerens ønske skal stå på Østerby Havn. (Foto: Rune Evensen © Scanpix)

En to meter bred og seks meter høj skulptur af billedkunstner Per Kirkeby skal opføres på Læsø.

Efter kunstnerens ønske skal den stå på Østerby Havn, hvor den skal spille sammen med industribygningerne på havnen.

Læsø Kunsthal er ved at rejse penge til projektet, og leder Jon Lundberg fortæller, at der nu er rejst over halvdelen af de 630.000 kroner, som skulpturen koster.

- Det går meget godt med finansieringen. Vi har fået de første sponsorer til materialerne, og de første fonde har sagt ja, siger han.

Ifølge Jon Lundberg bliver det ikke kun læsøboerne, der kommer til at nyde godt af skulpturen.

- Det er også et værk for hele regionen. Det er en fortælling om Nordjylland, herunder Læsø, siger han.

Læsø Kommune har ikke økonomi til at støtte projektet, så i stedet afsøger man muligheden for at støtte med andet end penge, fortæller borgmester Tobias Birch Johansen (V).

- Vi har sendt behandlingen af finansieringen over til vores tekniske udvalg. Vi håber på, at vi kan være med til at finansiere ved at udføre anlægsarbejde, så man ikke skal ud og bruge penge på selve fundamentet og området rundt om, siger han.

Kommunen vil gerne have opført skulpturen, siger Tobias Birch Johansen.

- Man må jo antage, at skulpturen vil blive besøgt af mange kunstinteressede mennesker, som så også får set Læsø, siger han.

Facebook
Twitter