Læsø vil udnytte salt til psoriasis-efterskole

Saltressourcerne på øen vil skabe et godt fundament for efterspurgt tilbud, mener borgmester.

På Læsø har man allerede gjort en stor forretning ud af at syde salt til husholdningen (arkivfoto). (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

En ø fyld med salt og et ønske om at gøre en forskel for unge med psoriasis.

Det er virkeligheden på Læsø, hvor man vil bruge de naturlige forekomster af salt til at hjælpe unge med den særlige hudsygdom.

Saltressourcerne vil skabe et godt grundlag for en skole, fortæller Læsøs borgmester, Tobias Birch Johansen (V).

- Det vil først og fremmest betyde noget for mig, hvis vi kan skabe en skole for unge mennesker med den samme lidelse, hvor de for første gang vil opleve at være almindelige, siger han.

I Danmark har omkring 40.000 unge under 18 år den kroniske hudsygdom psoriasis, hvor salt kan være med til at nedsætte den overproduktion af hudceller, som sygdommen forårsager.

I den sammenhæng giver en særlig efterskole god mening, mener direktør for Psoriasisforeningen, Lars Werner.

- Erfaringer fra vores egne sommerkurser og nogle længere behandlingsophold, som bliver tilbudt i Israel, er, at man i den grad får lært at leve med sin psoriasis. Det lærer man blandt andet ved at være sammen med andre ligesindede, siger han.

Udover at gavne de unge vil tilbuddet også komme øen til gode, mener borgmester Tobias Birch Johansen.

- Det vil både skabe nogle arbejdspladser og et samfund på Læsø for de her mennesker, siger han.

Borgmesteren forventer, at den nye efterskole kan skabe omkring 18 nye arbejdspladser.

Det er en privat arbejdsgruppe, som står bag planerne om en psoriasis-efterskole på Læsø. Kommunen kan ifølge borgmesteren måske bidrage med bygninger og arbejdskraft til en projektansøgning til fonde, men ellers skal pengene komme andre steder fra.

- På Læsø vil vi gerne være de eneste, der gør nogle bestemte ting. Og en psoriasis-efterskole vil være den første i Danmark og mig bekendt i verden, siger borgmester Tobias Birch Johansen (V).