Liglagen og stinkende svovl i fjordvand

Dele af Mariager Fjord er nu så hårdt ramt af iltsvind, at der overhovedet ikke er ilt tilbage i vandet.

To vandprøver taget i går viser det omfattende iltsvind i Mariager Fjord. Den hvide farve i prøverne viser at der ikke er mere ilt i vandet. (© DR Nordjylland)

Flere steder i Mariager Fjord er der ikke længere noget ilt at finde. Og det går ud over dyrelivet.

- Vi har lavet nogle optagelser af havbunden, og vi kunne se inde omkring Hobro, at der var 100 procent iltmangel ligesom der også har samlet sig store mængder svovlbrinte, siger biolog Svend Bråten fra Naturstyrelsen i Aalborg.

Liglagen over muslingerne

I vandet fandt man også døde børsteorme, ligesom vandmændene også er bukket under.

Men også blåmuslingerne har det hårdt i den iltfattige fjord.

- Vi kan se på vores målinger, at i en dybde under tre meter, lå der kun døde blåmuslinger overbegroet med det, man i fagsprog kalder et liglagen, altså svovlbrinte-bakterier, der ligger hen over muslingerne, siger Svend Bråten.  

Varm sommer får skylden

Årsagen til Mariager Fjords problemer skal findes i tildels en meget varm og solrig sommer, ligesom næringssalte fra landbruget og byerne har givet optimale forhold for eksempelvis alger. Og når vinden ikke blæser, så giver det problemer for fjorden.

- Vi har slet ikke haft den vindenergi, som vi har haft et normalt år, så det er en kombination af de ting.

Derfor er Svend Bråten glad, når han i dag kigger ud af vinduet og ser trækronerne bevæge sig.  

- Det fjorden har brug for nu,  er et godt blæsevejr, som kommer fra en syd/vestlig-retning, siger han.

Facebook
Twitter