Limfjordstrafikken er ved at nå bristepunktet

Trafikken over og under Limfjorden er nu ved at være så voldsom, at trafikken snart har nået smertegrænsen.

Trafikken over og under Limfjorden er nu ved at være så voldsom, at den snart har nået smertegrænsen. (Foto: Vejdirektoratet © Vejdirektoratet)

Antallet af bilister, der hver dag krydser Limfjorden, er steget så meget de seneste år, at smertegrænsen er ved at være nået. Sådan lyder det fra Vejdirektoratet.

Og det mærkes tydeligt, siger taxachauffør ved DanTaxi i Aalborg, Poul Larsen fra sin plads bag rattet midt i morgentrafikken i Aalborg.

- Trafikken er igen i som den var i går. Man nærmer sig skridtgang, siger Poul Larsen - et kort øjeblik før han holder helt stille på motorvejen nord for Aalborg.

Flaskehals

Ligesom mange andre nordjyder har han de seneste år oplevet mere og mere kø omkring flaskehalsen ved fjorden. Og det er der en god forklaring på, lyder det fra Kasper Rosenstand fra Vejdirektoratet.

- Trafiktætheden er steget i Limfjordstunnelen, og det bidrager til, at man oplever kø oftere end man gjorde for 3-5 år siden.

Ønsker tredje forbindelse

I dag kører der tæt på det maksimale antal biler, som strækningen ved Limfjordstunnelen kan klare, og grænsen vil blive nået indenfor ganske få år.

Og det har konsekvenser for trafikken, forklarer Kasper Rosenstand.

- Jo højere belastningsgraden bliver, jo mere uforudsigelig og upålidelig bliver trafikken.

Ifølge både taxa- og vognmandsbranchen ligger løsningen lige for - en tredje limfjordsforbindelse så hurtigt som muligt.

Forsker: Kig hellere på hastighed

Det er trafikforsker Harry Lahrmann fra Aalborg Universitet ikke enig i.

- Vi oplever i gennemsnit, at der er cirka seks minutters ekstra køretid om morgenen. Om morgenen opleves myldretiden i sydgående retning, mens den om eftermiddagen er i nordgående.

Harry Larhmann peger derimod på, at det er uheld i Limfjordstunnellen, der giver de største vanskelligheder.

- Så bliver forsinkelsen stor. Så er der måske pludselig tyve minutters forsinkelse. Og en tredje limfjordsforbindelse vil ikke fjerne uheldene.

Derfor peger Harry Larhmann på, at man skal optimere forholdene omkring den nuværende limfjordsforbindelse.

- Vi skal blive bedre til at regulere trafikken i den nuværende forbindelse. Vi skal regulere hastigheden bedre, hvilket man i udlandet har haft succes med. Forekomsten af uheld falder, når vi alle kører med den samme hastighed.

Facebook
Twitter