Lisas datter blev dræbt til gymnasiefest: Nu fortæller hun om tabet

I ny podcast fortæller Lisa Næblerød om den dag for 15 år siden, da hendes datter blev dræbt af sin ekskæreste - og tiden efter.

Lisa Næblerød vil gerne have, at vi generelt bliver bedre til at tale om sorg og tab. Hun oplever, at folk har berøringsangst over for emnerne, og det vil hun ændre. (© Helle Thorngaard Jessen)

I 15 år har Lisa Næblerød undgået adressen.

Men nu står hun her igen. På gymnasiet i Aalborg, hvor hendes datter, 18-årige Cecilie Næblerød, mistede livet en fredag aften tilbage i 2006.

Da Lisa stiger ud af bilen på gymnasiets parkeringsplads, går det i starten meget fint. Med raske skridt traver hun ned mod indgangen med sin computer under armen. Men da hun kommer nærmere, bliver skridtene hurtigt kortere, og hjertet begynder at banke.

Cecilie Næblerød blev af både venner og familie kaldt Cille. Eller Cille Sommerfugl. (Foto: (Privat foto))

Og da hun træder ind ad døren, vokser klumpen i halsen sig større, og der kommer tårer i øjnene. På væggen hænger mindesmærket for hendes datter, der af både venner og familie bare blev kaldt Cille. Mindesmærket er udformet i bronze og forestiller en fugl, som aldrig fik mulighed for at strække sine vinger helt ud og flyve ud i livet.

Men Lisa skal indenfor på gymnasiet denne gang. For her venter 80-90 elever. De går alle i 3. G. Ligesom Cille gjorde, da hun blev dræbt.

De venter på at høre Lisa fortælle historien om blandt andet tabet af datteren, psykisk vold i forhold og folks berøringsangst med døden. De samme emner, som hun nu også har valgt at fortælle om i en ny podcastserie om datterens sidste dag på jorden.

- Jeg har hele tiden vidst, at jeg bare ville finde en ny mening med mit liv, efter Cille døde. Jeg ville ikke leve resten af mit liv i en form for meningsløshed, fortæller Lisa Næblerød.

Dræbt til gymnasiefest

Bliver Lisa bedt om at spole tiden 15 år tilbage og fortælle om den aften, Cille døde, dukker detaljerne hurtigt op igen.

Cille er glad, fortæller Lisa. For hun skal til fastelavnsfest på gymnasiet om aftenen. Hun har klædt sig ud som prinsesse sammen med en veninde, og de er taget til forfest for at varme op til aftenen.

Få dage forinden har Cille slået op med sin kæreste. Han har været jaloux under hele forholdet og kontakter hende hele tiden for at finde ud af, hvor hun er. Det gør han også denne aften, selvom de ikke er sammen længere.

Derfor har Cille slukket sin telefon, men i stedet ringer ekskæresten til hendes veninde. Dét bliver for meget for Cille, som tænder sin telefon igen, skriver en besked til ekskæresten og beder ham om at stoppe med at kontakte både hende og veninderne.

De sidste drinks bliver drukket til forfesten, og veninderne går glade gennem sneen til festen på gymnasiet. Midt i kaosset af glade, udklædte og småfulde gymnasieelever, tikker der en ny besked ind på Cilles telefon.

Det er ekskæresten, som skriver igen.

Han spørger, om Cille ikke kommer ud for at mødes med ham en sidste gang.

- Og så stod han der udenfor indgangen med en kniv.

Sådan lyder punktummet i Lisa Næblerøds fortælling om den aften, der forandrede hende og resten af Cilles families liv for evigt.

  • Dagen efter Cecilie blev dræbt gik flagene på halvt på Hasseris Gymnasium i Aalborg. (Foto: Ernst van norde © Scanpix Danmark)
  • Elever og pårørende mødtes dagen efter på gymnasiet. Cecilies ekskæreste sårede to andre elever, der også var til festen. Han begik senere på aftenen selvmord. (Foto: Henning Bagger © Scanpix Danmark)
  • På gymnasiet blev også afholdt en mindehøjtidelighed, og både før og efter blev der lagt blomster på mordstedet i gymnasiets aula. (Foto: Henning Bagger © Scanpix Danmark)
  • En hilsen blandt blomsterne, som blev lagt på mordstedet. (Foto: Henning Bagger © Scanpix Danmark)
1 / 4

’På et tidspunkt går andre menneskers liv videre’

- De to første år kravlede jeg rundt i snot og tårer, fortæller Lisa Næblerød, som i dag arbejder som familieterapeut og stresscoach.

Historien om knivdrabet, gymnasiet i sorg og ekskæresten, som efter drabet tog sit eget liv, gik landet rundt. I tiden efter øste folk fra nær og fjern ud af omsorg, og det gav en følelse af kærlighed, at der var nogle, som så hende i hendes livs værste tid, fortæller Lisa Næblerød.

- Men på et tidspunkt går andre menneskers liv videre, som det plejer. Men mit liv gik ikke bare videre, som det plejede, for Cille plejer jo ikke at være død.

Lisa Næblerød bor i dag i den nordjyske havneby Hirtshals. Hun arbejder i dag som familieterapeut og stresscoach. (© Helle Thorngaard Jessen)

- Jeg har mange gange hørt folk sige: ’Er hun ikke snart videre?’, 'Skal hun blive ved med at tale om det og koge suppe på sin døde datter?’ Det er der decideret folk, som har sagt til mig.

Lisa oplevede lige fra start af, at folk havde en voldsom berøringsangst for at tale om døden. Nogle gange blev den meget tydelig – som for eksempel de gange, hvor folk, hun kendte, krydsede vejen, hvis de fik øje på hende længere nede ad fortovet.

- Jeg synes, det er så ærgerligt, at vi kan debattere alt fra A-Z - på nær emner som døden, tab og det at miste. Jeg tror, det vil lette rigtig mange mennesker, hvis man kunne få en lille drejebog til, hvordan det egentlig er, vi gør det.

Det er blandt andet derfor, at hun besluttede sig for at takke ja til at besøge sin datters gymnasium igen, og derfor hun har valgt åbent at fortælle sin historie i den nye podcast.

Hvordan taler man om døden?

Men hvordan taler man så om døden? Og hvordan spørger man ind til en person, som har mistet?

Svaret er ikke så indviklet, hvis man spørger Lisa Næblerød.

- Det eneste, jeg tænker, man kan gøre, er jo netop at være ærlig omkring, at der faktisk ikke er noget, man kan gøre – og så sige det højt. Du kan ikke sige noget, der kan trøste mig. Og du kan ikke sige noget, der kan bringe Cille tilbage til mig. Men du kan anerkende mig, og du kan anerkende mig for det tab, jeg har, ved bare at sige: ’Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. Men jeg tænker på dig’.

Det værste, man kan gøre, er ifølge Lisa Næblerød at ignorere tabet, sorgen og døden og slet ikke sige noget.

Bronzeskulpturen på Hasseris Gymnasium, som forestiller en fugl, er blevet sat op til minde om Cecilie. (Foto: Christine Nørgaard © DR Nórdjylland)

- Jeg plejer at sige, at når folk ikke anerkender mig og mit tab, så er det som om, at Cille dør igen. Det er faktisk smertefuldt.

Og hvordan var det så at være tilbage på gymnasiet og fortælle historien om Cille og sorgen?

- Det blev en fantastisk oplevelse. Eleverne sad og lyttede, blev berørte og var spørgelystne. Måske var de egentlig også lidt lettede over at få den reelle historie. For mig var det en rigtig god oplevelse at være tilbage, selvom det også var hårdt og rørende.

I dag fylder sorgen på en anden måde for Lisa Næblerød. Og selvom nogle ting har forandret sig, så kan hun sagtens blive ramt af den.

- De første to år var ligesom at gå på flintesten. Nu er det mere som at gå på sten, der har ligget i vandet og er blevet slebet runde. En gang imellem kommer der en tsuami og vælter mig, men for det meste er der bare små skvulp i vandet.

FacebookTwitter