Liselotte savnede hjælp, da datteren blev syg: Nu har hun stiftet lokalafdeling af Sind

Flere organisationer for psykisk syge og pårørende udvider nu rådgivningstjenesten på grund af et stigende antal henvendelser.

18-årige Ida fik sidste år en skizofreni-diagnose. Hendes forældre stod i situationen uden hjælp fra kommunen. Nu har de taget initiativ til at oprette en lokalafdeling af pårørendeforeningen Sind. (Foto: Rasmus Jungersen © (C) DR Nordjylland)

Telefonerne gløder og indbakkerne bugner hos organisationer, der giver rådgivning til psykisk syge og deres pårørende.

Både Bedre Psykiatri og Depressionsforeningen har udvidet deres rådgivningsafdelinger på grund af de mange henvendelser.

Det kan nemlig svært at finde hjælp andre steder.

Det har Liselotte Bager fra Dronninglund oplevet. Sidste år fik hendes datter en skizofreni-diagnose.

- Det er som at slå i en dyne, siger hun om den manglende hjælp fra Brønderslev Kommune.

Den manglende hjælp tærede på hende som pårørende.

- Jeg gik selv ned med angst og depression, fordi man føler, at man måske har fejlet, siger hun.

Siden fik Liselotte Bager kontakt til Landsforeningen for Psykisk Sundhed, Sind, og har været med til at starte en lokalafdeling i Brønderslev.

- Der var ingen hjælp at hente på daværende tidspunkt. Så blev min mand og jeg enige om, at vi måtte gøre noget for andre i samme situation, siger hun.

Og netop de frivillige organisationer oplever en stigning i antallet af henvendelser fra psykisk syge og deres pårørende.

Fra 2016 til 2017 steg antallet af henvendelser til Bedre Psykiatris rådgivning fra 600 til 700. Og organisationen har netop udvidet rådgivningen med en fuldtidsansat.

- Henvendelserne handler rigtig meget om, hvor man som pårørende finder den nødvendige hjælp dels til mig selv som pårørende og dels til den, man er pårørende til, altså den syge, fortæller rådgivningskoordinator i Bedre Psykiatri Hanne Bøttger.

Hos Depressionsforeningen oplever man ofte at pårørende, som i Liselotte Bagers tilfælde, selv bliver påvirket negativt af situationen.

- Hvis man ikke har redskaberne og ikke føler, at man kan give den rette hjælp og støtte som pårørende, så ender det med, at man må stille sig om bag i køen til behandling, fordi man selv bliver så hård belastet, at man bliver syg af det, siger Kasper Tingkær, generalsekretær Depressionsforeningen.

- Vi har tit pårørende, som ringer ind dybt frustrerede over, at de har svært ved at finde støtte til at kunne hjælpe deres nærmeste, siger han.

For at matche det stigende behov har Depressionsforeningen udvidet sin telefonrådgivning. Med fire ekstra frivillige er der nu 15, der passer telefonerne.

Facebook
Twitter