Lukker for kyllingeslagtning i Skovsgaard

For stor slagtekapacitet og vigende efterspørgsel får en af Danmarks førende producenter af kyllingekød til at skære ned.

Administrerende direktør i HKScan Denmark Anders Jeppesen Jensen er her fotograferet ved en mere opmuntrende lejlighed. Op mod 125 medarbejdere står til at miste deres job ved udgangen af marts. (© HKScan Danmark A/S)

Op mod 125 medarbejdere mister jobbet, når HKScan Danmark A/S lukker for slagtning, partering og udbening på virksomhedens kyllingeslagteri i Skovsgaard ved Brovst.

Ændringerne forventes at træde i kraft med udgangen af marts 2015.

Det sker for at bringe virksomheden tilbage til at være en stærk forretning, siger administrerende direktør, Anders Jeppesen Jensen.

Slagtekapaciteten er for stor

- Vi har været nødt til at kigge på vores slagtekapacitet, som vi desværre har alt for meget af i forhold til den efterspørgsel, der er. Og samtidig har vi behov for at få vores omkostninger i balance, siger Anders Jeppesen Jensen og fortsætter:

- Og det er altså derfor, vi har været nødt til at gøre det her, som selvfølgelig er ganske ubehageligt lokalt set, men desværre nødvendigt, siger direktøren. 

Omkring 40 timelønnede og 10 funktionærere vil fortsat være beskæftiget i Skovsgaard med pakning af kyllingekød.

Forsøger at hjælpe medarbejdere

HKScan Danmark A/S er en af de førende producenter af kyllingekød til Danmark og flere nordiske lande. Ved årsskiftet havde virksomheden omkring 750 ansatte. 

Det er ifølge den administrerende direktør en kombination af vigende efterspørgsel og større kapacitet på virksomhedens produktionsanlæg i Vinderup, der har gjort lukningen i Skovsgaard nødvendig.

- Vi indleder nu en dialog med kommunernes jobcentre for at se, om vi sammen kan finde nogle gode løsninger for at få de medarbejdere, der bliver tilbage, skubbet godt videre, siger Anders Jeppesen Jensen.

Trist borgmesterBorgmester i Jammerbugt Kommune, Mogens Gade (V) er trist over, at der endnu en gang lukkes arbejdspladser i kommunen. I efteråret 2014 lukkede et stort svine-slagteri også i kommunen.

Men borgmesteren lover, at man vil hjælpe de ramte medarbejder med at komme i nyt job.

- Vi har allerede været i kontakt med slagteriet i Skovsgård for at se på, hvordan vi kan hjælpe de her folk videre på arbejdsmarkedet. Men svært er det.

Derfor lover borgmesteren, at alle de fyrede vil få hjælp fra kommunen.

- Vi skal se på, hvilke jobmuligheder der er, og hvilke ting, folk skal fokusere på fremadrettet for at få beskæftigelse.

Sparer 40 millioner om året

I forbindelse med omlægningen forventer HKScan at ansætte omkring 40 timelønnede til afdelingen i Vinderup.

Andre 10 funktionærstillinger nedlægges, så den samlede medarbejderreduktion dermed bliver på 85-95 medarbejdere. 

Virksomheden forventer i alt at spare cirka 40 millioner kroner om året.