Lungesyge skal hjælpes til at spise mere

Hver tredje KOL-patient er underernæret ved indlæggelse

På et tidspunkt viste vægten kun 40 kg. Lisbeth Thomsens appetit var væk på grund af KOL-sygdommen. (Foto: Simon Brix Frederiksen DR Nordjylland © (C) DR Nordjylland)

I en lang periode drak Lisbeth Thomsen en halv liter piskefløde til morgenmad. Fløden fik en sjat kakao og et sugerør, for så røg den nemmere ned.

Den 54-årige kvinde fra Frederikshavn har lungesygdommen KOL, hvor en af de mange bivirkninger er manglende appetit.

Hver tredje KOL-patient, der indlægges på sygehuset, viser sig at være underernæret.

Derfor har forskere sat sig for at finde ud af, hvad der skal til for at få de lungesyge til at spise. Det skal et forskningsprojekt de næste tre år på blandt andet Aalborg Universitetshospital klarlægge.

Lisbeth Thomsen kæmper - ligesom mange andre lungesyge - med at få nok ernæring på grund af øget forbrænding, træthed og mangel på appetit.

- Det har ændret min tilværelse i og med, at man ikke kan så meget i hverdagen eller arbejde. Jeg bruger enormt meget energi på bare at holde mig oprejst, siger hun.

Det håber Mette Holst, der er projekt- og forskningsleder for Klinisk Ernæring ved Aalborg Universitetshospital, at ernæringsprojektet ændrer på.

- Vi forventer at finde, at KOL-patienterne tidligt i deres sygdomsforløb taber sig og spiser for lidt. Med den baggrund forventer vi at finde argumenter for, at der skal laves en samfundsmæssig indsats på ernæringsområdet, siger Mette Holst.

- Konsekvensen ved at være underernæret er, at man mister muskelmasse, funktionsniveau og livskvalitet.

I projektet deltager KOL-patienter fra seks forskellige kommuner, blandt andet Frederikshavn og Aalborg. Patienterne skal føre maddagbog i tre døgn og deltage i kostsamtaler.