Malous hår faldt af i totter: Fik paryk lavet af donerede hestehaler

Hårdonationer har stor betydning for danskere, der mister håret.

Malous mor, Kristine, lillesøster Nicoline, Malou, lillesøster Emilie og Emilies veninde, Andrea.

Da Malou Frank kom hjem fra lejrskole, opdagede hun, at noget var helt galt.

Hendes hår var begyndt at falde af i totter.

I løbet af halvandet år mistede hun 80 procent af sit hår på hovedet.

- Det var en virkelig ubehagelig følelse, for man ved ikke, hvad man skal gøre med sig selv, siger Malou, der i dag er 15 år.

Kort efter hun kom hjem fra lejrskole, fik hun konstateret alopecia. Det er en autoimmun sygdom, der på dansk kaldes pletskaldethed.

Sygdommen betyder, at man pludseligt mister håret.

'Det føles dejligt'

Selvom hendes forældre foreslog, at hun kunne få en paryk, nægtede hun i starten.

- Jeg følte ikke, det var rigtigt, at man skulle have paryk, når man var så ung, siger hun.

Lidt efter overgav hun sig og tog afsted for at prøve én. Og hun fandt én, hvor håret var mørkt og langt, ligesom hendes eget havde været.

- Det var rart, at man ikke hele tiden skulle tænke 'Ej, kan de se, at jeg har alopecia, og kan de se mine pletter'. Det giver en anden tryghed, forklarer Malou Frank.

Hårtabet har betydet, at hun er stoppet med flere af de sportsgrene, hun tidligere dyrkede.

Parykken er nemlig varm og føles som en hue at have på. Midt i en badmintonkamp var Malou tæt på at besvime.

Alligevel er hun glad for, at hun har fået muligheden for at tage parykken på, når hun går ud.

- Det føles dejligt, at jeg også kan gå ud og føle mig tryg nogle steder, hvor jeg ellers føler mig utryg, siger hun.

'Det er fedt, hvis man kan hjælpe andre'

Malous to mindre søstre valgte at donere deres hår, da de så, hvad sygdommen gjorde ved deres storesøster.

Hestehalerne røg og blev sendt afsted, så de kunne blive lavet til parykker.

- Det er fedt, hvis man kan hjælpe andre, hvis de har problemer med noget, og så bare kunne gøre dem glade, siger Malous lillesøster Emilie på 13 år.

Emilies klassekammerat Andrea valgte også at donere sin hestehale, selvom de begge skal konfirmeres næste år.

- Vi var bange for, at det ikke nåede at gro ud, men det er det heldigvis, siger hun.

Hestehaler i bankboks

Hos Toftild - Alternativt hår i Aalborg modtager de dagligt masser af hestehaler som dem, Malou Franks lillesøstre og veninder klippede af.

Da de for fem år startede et projekt med at omdanne doneret hår til parykker, havde de 25 hestehaler, som de opbevarede i en bankboks.

Det er samme antal, som de nu indimellem kan modtage på en enkelt dag, fortæller Lise Toftild, der er indehaver af Toftild - Alternativt hår.

- Lige så snart folk fandt ud af, at det var en mulighed, var det oplagt for mange, fordi det giver så utroligt meget mening, fortæller hun.

Gennemsnitsalderen på dem, der donerer hår, er 13-14 år, men mange voksne donerer også, og begge køn lader lokkerne falde til fordel for nogle, som mangler.

- Det er mennesker, som ønsker at gøre en forskel og ønsker at give en del af sig selv, siger Lise Toftild.

Projekter har hun døbt "Love is in the hair". Cirka halvdelen af dem, de hjælper, er folk med alopecia ligesom Malou Frank.

I dag doneres overskuddet fra de solgte parykker til Knæk Cancer. Fremover vil der blive etableret en fond, som kan støtte forskning i alopecia.

I dag er Malou Franks hår næsten helt vokset ud igen. Hendes sygdom betyder, at håret kan komme igen, men det kan også forsvinde, uden man kan give nogen forklaring.

Hun er glad for, at hendes søstre og andre ville lade hestehalen klippe af.

- Det har betydet ufatteligt meget, at de ville gøre en indsats for, at jeg og andre kan få det godt, siger Malou Frank.