Mand anholdt for hærværk mod 81 gravsten i Hadsund

Den 46-årige mand malede angiveligt sataniske tegn på gravstenene.

Et billede af hærværket, der fandt sted i weekenden. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Politiet har klokken 09.15 i dag anholdt en 46-årig mand, som mistænkes for i weekenden at have begået groft hærværk ved at have spraymalet på 81 gravsten på Hadsund Kirkegård.

Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

- Vi sigter ham for groft hærværk. Jeg er tilfreds med, at vi hurtigt har kunnet anholde en mistænkt i en sag, som vi ved har påvirket mange borgere i området omkring Hadsund, siger vicepolitiinspektør Sune Myrup, der oplyser, at manden er bosat i lokalområdet.

Over for DR Nyheder fortæller vicepolitiinspektøren, at den 46-årige mand nægter sig skyldig.

I pressemeddelelsen fra politiet lyder det, at manden også har været sigtet for et lignende forhold tilbage i 2016, hvor gravsten på Visborg Kirkegård blev udsat for groft hærværk. Dengang blev cirka 100 gravsten spraymalet. Det fremgår ikke, om han blev fundet skyldig dengang.

Sune Myrup fra Nordjyllands Politi fortæller, at hærværksagen fra 2016 ikke er opklaret endnu. Det er sammenfaldet mellem gravstene og spraymaling, der får politiet til at tro, de har fat i den rette mand.

Manden bliver klokken 14 i dag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg, hvor politiet ikke vil begære lukkede døre.

Det betyder, at offentligheden vil få indsigt i hvilke beviser, politiet har mod den formodede gerningsmand.

(Foto: Morten Sørensen © DR Nórdjylland)

Pårørende: Det er så trist og meningsløst

Mandag talte DR med flere besøgende på Hadsund Kirkegård, som alle var både vrede og forfærdede over hærværket.

- Det er et forfærdeligt og trist syn. De skulle have et godt gammeldags lag tæsk, sagde Petra Andersen, der blandt andet nævner gravsten for familie, tidligere kolleger og den lokale landbetjent som ofre for spraymalerne.

Kaj Petri var på kirkegården for at besøge sin kones gravsted.

Hen over hendes navn var der med sort skrift skrevet 666. Det samme var der på hans svigerforældres gravsten. 666 er kendt som dyrets tal og bliver brugt i satanistiske sammenhænge.

- Min søn og jeg var heroppe og se det, da vi blev opmærksomme på det i aftes. Det er jo nedslående, sagde den pensionerede lærer.

Ifølge ham er det ekstra meningsløst, fordi det ser ud til at være planlagt.

- Man løber jo ikke lige rundt med en spraydåse i baglommen, så det må jo være nogen, der har lavet en bevidst handling. Men på den anden side må det også være mennesker, som ikke er skruet rigtigt sammen, hvis man kan finde en glæde ved det, sagde han.

Det er normalt op til de pårørende at betale for rengøringen af gravstenene. Menighedsrådet har dog besluttet, at de vil betale alle udgifter.