Mange handicappede udelukket fra at stemme

Op mod 3000 handicappede har mistet stemmeretten, fordi de har brug for en værge til at styre deres økonomi.

Lasse Jensen kan ikke stemme ved dagens valg, fordi han er under økonomisk kontrol af kommunen. Dette fratager ham stemmeretten. (Foto: Louise Lønsmann- DR Nordjylland)

Det er langt fra alle danskere, der kan stemme ved dagens folketingsvalg.

Omkring 3000 handicappede kan ikke stemme, fordi de skal bruge en værge til at styre deres økonomi.

En af dem er Lasse Jensen fra Hirtshals, og han er meget frustreret over at blive udelukket.

- Hvis du vil klage eller brokke dig, så er du også forpligtet til at gå ned og sætte krydset, siger han.

Lasse Jensen kan ikke stemme, fordi han er under et såkaldt §6 værgemål.

Holder sig dagligt opdateret

Værgemålet betyder, at han er sat under økonomisk kontrol af kommunen, men det fratager ham altså også stemmeretten.

Værgemålet accepterede han selv i slutningen af 90'erne, efter hans edb-firma gik konkurs, og han på grund af en psykisk lidelse ikke kunne overskue konsekvenserne.

Men Lasse Jensen mener ikke, at det kan være rimeligt, at han ikke kan stemme. For selvom han har et psykisk handicap, så holder han sig stadig bredt orienteret.

- P1 kører stort set konstant i min bolig. Jeg er også medlem af Dansk Blindebibliotek, så jeg får muligheden for at få læst tekst op, siger han.

Et handicap ikke at kunne stemme

Lasse Jensen har desuden været politisk aktiv og deltager løbende i høringer og debatter.

Alligevel kan han godt forstå, at nogle er skeptiske med hensyn til at give personer med psykiske lidelser stemmeret.

- Man kan jo dele de psykisk handicappede op på flere måder. Jeg orienterer mig og følger med, så jeg synes, det er et handicap, at jeg ikke må stemme, siger Lasse Jensen.

I sidste uge lagde Institut for Menneskerettigheder sag an mod staten på vegne af fem handicappede. De har ligesom Lasse Jensen mistet deres stemmeret, fordi de har en værge.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk