For mange tisser i klitterne: Turistattraktion udstyres med toiletter og isvogn

Det lokale erhvervsliv tvivler dog på, at der kan findes en forpagter til at stå for det.

Rubjerg Knude fyr står smukt ved vandet - men oplevelsen bliver ødelagt, når folk lader vandet og forretter deres nødtørft i klitterne omkring fyret. (Foto: Gitte Dyreborg Rasmussen)

Tis og det, der er større, hører hjemme på et toilet. Ikke i klitterne. Derfor stiller Hjørring Kommune nu en toiletvogn op ved en af Nordjyllands største seværdigheder - fyret ved Rubjerg Knude.

Sidste år var der store problemer med trængende gæster, der forrettede deres nødtørft i klitterne omkring fyret. Til stor gene for de andre gæster.

Det er det problem, kommunen vil til livs ved at stille en iskiosk med tilhørende toiletvogn op ved fyret. Toiletvognen og en iskiosk skal forpagtes ud - og formanden for kommunens teknik og miljøudvalg, Ole Ørnbøl (S), er sikker på at der er interesse for at passe de to vogne.

- Vi tror, at sådan en salgsvogn er ret attraktiv. Den kommer til at stå tæt på fyret i år, siger han.

Men umiddelbart jubler det lokale erhvervsliv ikke ved udsigten til at drive iskiosk og toiletvogn ved fyret. Der følger nemlig strikse betingelser med til forpagtningen.

Kiosken må kun må sælges is, vand og slik, der må ikke skiltes, og forpagteren skal holde toiletterne rene og åbne i 12 timer hver dag. Derudover skal forpagteren også selv betale for at få tømt toiletterne.

- Der skal sælges rigtigt meget, før det bliver en god forretning, siger Henrik Konnerup, købmand i den nærliggende by Lønstrup.

Han drev sidste år en kiosk og toiletvogn på parkeringspladsen ved fyret. Men den lå for langt væk fra fyret til at være en succes.

- Det gik ikke rigtigt godt. Skal folk gå et par hundrede meter, så opdager de ikke butikken og toiletterne, siger Henrik Konnerup.

Selvom den nye kiosk kommer til at ligge tættere på, er Henrik Konnerup alligevel ikke sikker på, at den vil være en god forretning, når man også skal drive toiletvognen.

Hjørring Kommune mener dog, at hele pakken er for god til at sige nej til for interesserede.

- De udgifter, der er med toiletterne, vil folk gerne betale for at have kiosken, så der skal nok komme nogen, siger udvalgsformand Ole Ørnbøl.

Hvis der ikke melder sig interesserede issælgere på banen, så vil Hjørring Kommune selv stå for driften af toiletvognen.

Facebook
Twitter