Mangel på neurologer giver ventetid på sygehuset

Patienter med en blodprop i hjernen eller sclerose kan komme til at vente længe på behandling i Nordjylland, da der er mangel på personale på neurologisk afdeling.

- Vi føler os meget presset, fordi vi ikke har en buffer hos personalet, hvor der er ekstra læger, vi kan trække på for fx at dække en sygemelding, siger Mads Ravnborg, formand for Dansk Neurologisk Selskab. (Arkivfoto)

Fungerende overlæge på Neurologisk Afdeling i Aalborg, Ole Fedders, kunne godt bruge flere hænder i dagligdagen.

- Vi føler os meget presset, fordi vi ikke har en buffer hos personalet, hvor der er ekstra læger, vi kan trække på for eksempelvis at dække en sygemelding, siger han.

Der er omtrent 16 læger med nervesygdomme som speciale i Nordjylland. Regionens neurologer vurderer, at der mangler yderligere 6 kollegaer til at dække patientbehovet. Det bliver særligt relevant, når en medarbejder ikke møder ind. Konsekvensen ender hos patienterne.

- Når vi ikke har en kollega til at dække en sygemelding, må der lukkes et ambulatorium, og det giver altså ventetid og utilfredshed hos patienterne, siger han.

Føler sig utilstrækkelige

Formand for Dansk Neurologisk Selskab (DNS) Mads Ravnborg kender til problematikken. I følge ham er det langt fra kun i Nordjylland, man oplever et arbejdspres på de neurologiske afdelinger. Kun København og Aarhus kan i følge ham sige sig fri for manglen på læger med speciale i nervesygdomme.

- Der er en god søgning til uddannelsen i København, og lægerne bliver der, når de har gennemført studiet. Det samme er tilfældet for Aarhus. I den vestlige del af Danmark ser vi desværre ofte uddannelsesstillinger inden for neurologi ubesatte, og derfor opstår der en mangel på neurologer her.

I følge ham er det meget svært at få lokket de specialuddannede læger fra de to største byer og til eksempelvis Nordjylland. Han fortæller desuden, at lav bemanding på de neurologiske afdelinger, der mangler mandskab, går ud over lægernes selvopfattelse.

- De kommer til at føle sig utilstrækkelige på det faglige niveau, fordi de ikke kan levere en ydelse på et niveau, de gerne vil, siger han.

Håb forude men ikke flere penge

Neurolog-formand Mads Ravnborg håber, at Danske Regioner vil komme de nordjyske neurologer til undsætning og hjælpe dem med at skaffe flere kollegaer.

Ulla Astman (S), formand for Danske Regioners Sundhedsudvalg og regionsrådsformand i Nordjylland, mener, at der er håb forude. Hun fortæller, at der allerede er hyret fire nye neurologer ind til at aflaste de nuværende speciallæger i Nordjylland. Hun fortæller samtidig, at der ikke er penge til at hyre yderligere medarbejdere.

- Den bemanding, der er, den passer til den lønsum, vi har til rådighed. Er der behov for yderligere medarbejdere, så må man gå til sygehusledelsen og forhøre sig, om pengene kan findes andre steder end hos regionen, siger hun.

Lige nu er der overordnet 40 ugers ventetid for at komme til en neurolog på Aalborg Universitetshospital.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk